Music Box

’I Still Haven’t Found What I’m Looking For.’ For at citere et af U2-numrene, der helt enestående tilfører sæsonens showcocktail en tiltrængt eftertænksomhed. Ikke at det varer ved, for hos Wallmans skal der som bekendt være fest frem for alt – med drøn og dunder.

U2-drønet er dog ret moderat, trods de stærke tekster og den alvorsfulde baggrund af kamphærgede bygninger. Topsange som ’Sunday Bloody Sunday’, ’Where the Streets have No Name’ og ‘With or Without You’ afløser hinanden, men først da Kajsa Borg synger ’One’ kommer følelserne rigtigt til udtryk. Uden at vi dog får lov at komme helt i dybden, før ‘Beautiful Day’ skal hive os op til den festlige overflade igen.

Fra scenen ud på gulvet og op i etagerne fyldt med spisende gæster flintrer de optrædende rundt i den smukke Cirkusbygning, nogle tæt på toppen. Jordforbindelse er ikke blandt dyderne her. Mere end de forudgående år virker betjeningen og kontakten med publikum fortravlet og påtaget. Ærgerligt, fordi det er Wallmans mest unikke ide: At interagere med de optrædende.

Derfor savnes en række karakterstærke artister i år: Svenske Jonas Antesten, australske Darren Fewins, svensk-iranske Malena Tuvung og dansk-marokkanske Jasmin Gabay. Ikke kun for deres suveræne stemmer, men også deres personligheder. De bidragede til en mangfoldighed, der bør være i et koncept som Wallmans. I stedet består det faste ensemble nu udelukkende af skandinaviske talenter, hvoraf nogle ligner hinanden for meget.

På sangfronten er der kun svenske Kajsa Borg og danske Teit Samsø tilbage, og de holder den højeste standard. De styrer aftenens bedste showblok med soul og funk så det driver. Kajsa med über-power i ’Respect’, og Teit med ryk i skridtet og vrik med måsen, der kunne gøre en vis ’I Feel Good’-konge misundelig. ‘Knock on Wood’ og ‘Mustang Sally’ er også fryd, men mest af alt er de ’Too Hot to Handle.’

Endnu mere hot er næste nummer, og her er det ikke sved, der sprøjter, men vand. I et klassisk badekar på reposen mellem de forreste gæster. De gør klogt i at iføre sig de udleverede regnslag – for der bliver strittet lystigt med vand ud over dem. Cirkusartistduoen Anna og Jimmy er ønskenummeret valgt af publikum, og det er sindssygt sexet i og over badekarret – til helt nye toner, den lækre ’I Care for You.’

Imponerende akrobatik er der også i den ukrainske gæstestjerne Oleksiy Khilya, der gør håndstand til en muskelkunst uden lige. Hans pole-nummer når dog ikke de sidste to års artisthøjder med brasilianske Bruno Bonifacio, og drukner i øvrigt i rockrod, når hele balladen skal afsluttes med højoktan strøm som ’I Wanna Rock’, ’Jump’ og ‘Highway to Hell’. Her fræser guitaren bogstaveligt op og ned i højderne – med en skrigende Teit ovenpå.

Tidligere på aftenen var det et flyvende flygel, der var med til at markere Elton Johns ekstravagance – plus overvældende rokoko og queer på kostumerne i tyl, flæser, guld og glimmer. Sjovt og kreativt, men musikalsk noget af et miskmask. Så gik det bedre med Boyband-medleyet, hvor stemmerne fik mere ro og eurytmi. Men også lidt forstyrret af diverse lykønskninger, karaoke og flirt med gæster.

Al respekt til den store showprofessionalisme og middagskoordinering det kræver at servere fire retter – ganske godt i kategorierne suppe, tapas, steg og kage – til så mange mennesker, der bliver mere og mere festramte af opfordringerne fra scenen. Men man savner nærvær, stil og ekstra forkælelse – og hvis man skal undvære dette, så ønskes mere ægthed eller passion i showet.

Måske må jeg bare indse, at jeg ikke kan finde nok af det jeg ønsker i dette overspændte koncept, hvor den speedede fest overdøver følelsen af luksus. Kedeligt, for jeg ville helst ikke undvære de skønne nye bekendtskaber og de (bord)festligheder vi har skabt. Med eller uden vildt blafrende servietter, der viser vores begejstring for showet.