Virgin Mountain

Tilværelsen ruller stille forbi på livets evindelige bagagebånd. Fúsi , et 43-årig bjerg af et menneske med interesse for radiobiler og krigsførelse i miniformat ser blåøjet til fra sidelinjen. Hverdagens trummerum udfolder sig i lufthavnen, hvor Fúsi knokler trofast som bagagemedarbejder. Hjemme venter mor. Og om fredagen er der thai på den lokale restaurant. Det er ikke meget, men det er godt nok for Fúsi.

Islandske Dagur Kári har før leveret film, hvor livets tilfældige møder åbner verdenen op for den oftest introverte og småskæve hovedperson. Kári har fin sans for at tilsætte en god dosis finurlige deroutes i hovedkarakterens ellers ensidige hverdag og rammer med sin ironiske humor ofte plet. Eksempelvis ‘Voksne Mennesker’ (2005) og ’The Good Heart’ (2009).  

Fúsi får et gavekort til den lokale danseklub, men det er ikke dansen der virker tillokkende. Det er selvfølgelig kvinden, som han tilfældigt giver et lift hjem under en snestorm, som kun Island har dem. Først efter dette møde bliver cowboyhatten krænget eftertrykkeligt ned over den skaldede isse og dramaet om kvinden og kærligheden kan derefter få lov til at udfolde sig og sætte ny kurs i Fúsis liv. Herfra breder en anden verden sig ud – en verden bestående af følelser, lyst, mod. Og nye bekendtskaber.  

Både Gunnar Jónsson og hans kvindelige bekendtskab Ilmur Kristjánsdóttir spiller forrygende, men filmen når kun sjældent ned på et dybere plan, hvor man for alvor kan mærke den kamp, Fúsi kæmper. Det virkelig smertelige bliver holdt i ave af en ironisk distance. 

’Virgin Mountain’ er ikke en typisk kærlighedshistorie, men handler i højere grad om en mands debut ud i livet med alt hvad dette indebærer. Og det er lige netop denne rejse, som gør denne film seværdig.