Kvinde på krigsstien

Vi er alle vidner til klimaforandringerne. Men hvem tager egentlig kampen op mod de store klimasyndere? I ’Kvinde på Krigsstien’ møder vi en handlekraftig, kvindelig klimakriger, der nægter at være passiv beskuer til den galopperende klimakrise. Iført islandsk sweater og bevæbnet med bue og pil drager hun på korstog mod den islandske sværindustri, der truer med at ødelægge hendes elskede islandske højland. Den storslåede, bjergtagende islandske natur skaber bagtæppet for økodramaet, der på humoristisk vis tvinger os til at forholde os til de globale problematikker.
 
Halla (Halldóra Geirharðsdóttir) lever til hverdag et stilfærdigt liv som entusiastisk korleder – et liv, der udefra fremstår ganske almindeligt. Men bag det nydelige, smilende ydre, gemmer sig en vaskeægte klimakriger, der egenrådigt går i krig mod klimasynderne og saboterer den lokale strømforsyning. Hallas sabotørbedrifter skaber stor opmærksomhed, og hun må konstant være på vakt for ikke at blive opdaget. Men midt i Hallas mission får hun en uventet nyhed. Adoptionsbureauet, hvor Halla har været på venteliste i mange år, meddeler, at hun kan adoptere en lille fireårig ukrainsk pige. Men kan Halla både beskytte miljøet og tage vare på den lille pige fra Ukraine?
 
Dramaet krydres med en eminent lydside, der i særdeleshed løfter filmen til et nyt niveau og skaber den let humoristiske grundtone. Den islandske instruktør Benedikt Erlingsson har nemlig valgt at placere musikken direkte i billedet; hvorend Halla færdes, ledsages hun af et islandsk tremandsorkester og en ukrainsk kvindetrio i folkedragter. Udover at de er synlige i filmens scener, interagerer de også med handlingen og bryder den fjerde mur ved at kigge os direkte i øjnene. Dette greb skaber en gennemsigtighed og ironisk distance, der bryder illusionen om virkelighed, hvilket i den grad klæder filmens ellers gravalvorlige tematik.
 
Der er noget forløsende ved at se en person handle. Hallas kamp bliver et opgør med passivitetens selvudslettende tilstand, hvor bekymringerne blot fører til en syndflod af dårlig samvittighed. Og ’Kvinde på Krigsstien’ rammer et brændpunkt – den taler til et kollektivt ansvar. Men der er ingen løftet pegefinger.

Derimod formår Erlingsson at balancere filmen mellem det gravalvorlige og det komiske lette – mellem feel good og feel worried. Netop denne blanding gør filmen til en både underholdende og eftertænksom film. Med smil på læben konfronteres vi med de presserende globale klimaproblematikker – og med fraværet af moralens vogter efterlader den uden tvivl plads til en masse refleksioner.