The Brutalist

En urokkelig, hård kerne. Sådan er titlens arkitekt og hans kunst - og på mange måder gestalter de hinanden. Som livsværker, storværker og skaberværker, der fremstår hærdede og imposante, uden nåde.

’The Brutalist’ er en overvældende og solidt fortalt historie om hvordan kapitalismen styrer kunsten - med den ungarske arkitekt László Tóth (Adrien Brody) og den amerikanske rigmand Harrison Lee Van Buren (Guy Pearce) som modpoler, der indirekte bekæmper hinanden for at opnå samme mål. Begge kompromisløse, og med målet som det vigtigste, ikke rejsen.

Men Tóth er måske alligevel stærkere på rejsen end han tror? Han har overlevet Anden Verdenskrig som jøde, plus flygtningebådturen til USA. Efter genforening med fætteren Attila (Alessandro Nivola) går det alligevel hurtigt galt med racediskrimination, chauvinisme og klassehieraki; men hans tidligere moderne, monumentale bygninger (i hjemlandet) fascinerer Van Buren, der hyrer ham til at skabe et kæmpe kulturcenter inklusiv kirke - i råmaterialerne beton og marmor samt et særligt lysindfald. Det bliver en langvarig kamp, der topper i den ultimativt brutale location, i Carraras rå marmorklipper, med et overvældende brutalt overgreb. 

Midtvejs går historien dybere i Tóths følelser, da hans kone Erzsébet (Felicity Jones) og niece Zsófia (Raffef Cassidy) endelig kommer til USA. De har alle fysiske mén af krigen, men László er mere ramt mentalt efterhånden som Erzsébet forsøger at genskabe deres samliv. Samtidig intensiveres følelserne af at være fremmede og flygtninge blandt en overklasse, der mere udnytter end inkluderer. 

Adrien Brody synes en sikker Oscar-vinder - efter mange andre priser - i arkitektrollen, der stædigt og stoisk forsøger at opretholde sin værdighed. For at lamme smerterne over flere livsvilkår drikker han hjernen ud eller er dopet af heroin. Brody er eminent i alle facetter - arrogant og egoistisk, desperat og underkuet - og selvom det er svært at se sårbarheden, så er der eksempelvis tre (meget forskellige!) sexscener, som giver et ganske godt billede af de kolliderende tilstande han befinder sig i.

For instruktør Brady Corbet er det også blevet en lang rejse - omkring syv år har han brugt for at realisere sit favoritprojekt, sammen med sin partner samt medforfatter og -producer Mona Fastvold. De er gået all-in på brutalismen, som fremhæver strukturer og stringens - og perfektionismen ses over hele produktionen: Lol Crawleys magiske fotografering i det dybdefokuserede, farvemættede VistaVision-format, et skarpt soundtrack af Daniel Blumberg, naturalistisk redigering af Dávid Jancsó. 215 minutter inklusiv pause - også en homage til de gamle (film)kunstformater - og det føles på ingen måde for langstrakt.

’The Brutalist’ virker super-realistisk, og man kunne nemt tro at den handler om en virkelig arkitekts liv. Og det ender også i en dokumentarisk epilog - på den første Biennale i Venedig 1980, hvor hans værker beskrives som enorm, brutal pincipkunst, der trancenderer tiden, som en urokkelig, hård kerne. De indikerer og fortæller intet, de er bare. Trods ordene er flotte og monumentale, passer den stil med forklaring og udpensling slet ikke til resten af storværket, ligeledes heller ikke den slappe sentimentalisme. Nu var det ellers lige så flot brutalt, uden nåde.