Jeppe på Bjerget

Hvad kan vi egentlig bruge Jeppe til i dag? Det er altid relevant at stille sig selv det spørgsmål, når én af de mange Holberg-klassikere stadig sættes op 300 år efter.

I skikkelse af Olaf Johannesen, der for nyligt vandt en Reumert for bedste mandlige hovedrolle i Det Kongelige Teaters opsætning af Bertolt Brechts ’Puntila’, står den fordrukne mandsling Jeppe som forestillingens absolutte højdepunkt og samtidig forestillingens tyngde. Lighederne mellem Brechts godsejer Puntila og Holbergs Jeppe er slående. Og det på trods af, at Puntila er rigmand, mens Jeppe blot er en social taber på bunden af samfundet. 

Ikke desto mindre behersker og mestrer Johannesen til perfektion at skildre drukkenboltens ømhed og smerte i de blanke flakkende øjne, den flabede slasketunge, der bliver luftet helt ned til hagen og de vaklende knæ og stemte s’er. Om det er godsejeren Puntila eller bondeknolden Jeppe, som Johannesen kompromisløst giver krop – så er alle alkoholikere lige gode og lige dårlige, når først de overgiver sig til begæret og brændevinsbæret, og spritten suser lifligt i blodet. Johannesen viser os med allerstørste fintfølende indlevelse og underspillet charme at tømmermænd rammer alle lige hårdt.

Men det er hverken en åbenbaring eller udfordring af klassikerens potentiale i Thomas Bendixens iscenesættelse, der denne gang sættes op i de smukke grønne udendørsrammer under blå himmel på Grønnegårds Teatret. Så det er et godt sted at starte i Johannesens Jeppe-version, hvis det er første gang. Johannesen spiller ikke Jeppe, han er Jeppe. 

Bendixens tekstbearbejdelse virker forholdsvis tro mod originalen på nær en helt legitim nutidig banden og svovlen, som fyrer over scenen i ny og næ, der egentlig passer fint til både Jeppe og hans skrigende matronekone Nille (Christine Gjerulff). Der kunne godt være skruet op for det groteske, modbydelige og decideret grimme i hendes karakter, ligeså vel som der kunne være smurt tykkere på i baronens (Steen Stig Lommer) gøglerunivers og herskabets liderlige magtmisbrug i deres røde velourbukser og maskespil - glubske og frådende efter at narre stakkels Jeppe, der er faldet om på møddingen og ikke aner, hvad der nu skal ske ham. 

Jakob Faurby i rollen som baronens sekretær har sammen med Peter Oliver Hansen som ridefogeden særligt tag i komedien på den revyagtige måde, hvor man bare vil have mere af det, de gør. Særligt har netop de fanget deres respektive karakterers grotesk komiske træk og forstørret dem, så det kan mærkes helt ned på publikumsrækkerne. 

Jeg mangler generelt en lille smule mere surrealisme, absurditet, gøgl og dans, som forestillingen allerede serverer i mindre doser. Det er her forestillingen gennem temposkift løfter sig og markerer skellet mellem drømmen om himmeriget i baronens seng og virkelighedens barske realitet i møddingen.

Der er ingen tvivl om, hvem der er de egentlige narrer, nemlig den kujonagtige ridefoged og baronens fjogede undersåtter, mens al sympati går til den stakkels Jeppe, som vi i sandhed forstår, drikker af en grund. 

I scenografen Steffen Aarfings trækonstruktion, som danner den skrabede bjælkescene, bliver vi mindet om, at verden ligeså godt kunne have været konstrueret anderledes. At magthaverne ikke behøver være de klogeste, og at én som Jeppe ligeså godt kunne have været født med en guldske et vist sted. Pointen er banal og gentaget i det uendelige, vi kender den så godt, men varmes og forarges alligevel gang på gang ved den holbergske komedies spiselige morale.