Erasmus Montanus

Sproget har magt, ja, men som Erasmus Montanus nævner: Formen er endnu vigtigere. Man kan sige hvad man vil, bare man gør det pænt, sjovt, kvikt, artikuleret eller på anden facon, som folk kan lide.

Det er selvfølgelig til debat – som de fleste ytringer i Holbergs klassiker om bondedrengen, der vender hjem som filosofilærd københavnersnude med trang til at prale af sin viden og vældig lyst til at disputere alt og helst på latin. Men lige så meget som Erasmus vil snobbe opad, vil bonderøvene snobbe nedad, og efterhånden er der mere løgn end latin på omgang.

Det er barokt og lavkomisk – i farverig scenografi og flamboyante kostumer af Maja Ravn – og med forrygende prygl på ordkløveriet. Der har altid været meget volapyk i den rødmossede Per Degn, og Søren Sætter-Lassen er en festforestilling i sig selv, når fagkyndigheden går amok i vulgær-latin. Eller latrin, som Ridefogeden (Ole Lemmeke) gør det til i sin nærmest syngende aflægsaccent. I en hovedscene overbeviser Erasmus (Thure Lindhardt) dem om, at de er henholdsvis hane og tyr, så de trækker i vinge og horn.

Og det er ikke kun dem, der får testet fysikken, for mor Nille (Kirsten Olesen) må falde om som en sten, Jeronimus (Henrik Koefoed) kravler rundt og gør, bror Jakob (Mikkel Kaastrup-Mathew) slår kolbøtter, og hele ensemblet løber over scenen for at markere sceneskift. Kun Erasmus går fri – næsten, for til sidst bliver han og hans fine hvide outfit tilsat seje solbriller også pryglet.

Mellem linjerne rammer instruktør Thomas Bendixen mange nutidige toner og temaer i sin iscenesættelse, der danner bro mellem det gamle og det nye. Eksempelvis taler karaktererne bevidst ud til publikum, mere end direkte til medspillerne. En gammeldags teaterform, som mange hader, men her er der faktisk en mening med tiltalen, for man vil gerne aktivere publikum. Som i gamle dage, og som især det yngre publikum elsker nu igen.

Derfor bliver ’Erasmus’-oplevelsen mest optimal, når publikum lever sig med i galskaben, og det skete ret hurtigt denne aften, da Per Degn fik hele salen til at råbe ”Stadsmø”. Og selvom der sagtens kunne være mere, så fortsatte det sporadisk med høje grin, kække råb som svar på aktørernes spørgsmål, impulsive klapsalver og reaktionsudbrud som ”hov, hov” og ”åh, nej”.

Heldigvis er det nemt at overgive sig til grineparaden med den moderne Erasmus. At lade komedien dominere er et godt valg, for det er klart at disputatser ville foregå anderledes og på et højere (logisk) plan i dag. Man bliver lettere irriteret over de naive rationaler, og at ingen synes at kunne bruge logik til at modargumentere. Det er de holbergske præmisser, og det gør man bedst i at tage med et smil.

Men der er selvfølgelig alvor bag balladen i denne klassiker, der altid har balanceret mellem komedie og tragedie. Slutningen er jo helt frygtindgydende – og endnu mere nu i vor tid, hvor ytringsfrihed og accept af andres udtryksformer er konstant i vælten. ’Erasmus Montanus’ vakler bevidst mellem sprogets form og indhold, og det kan vel diskuteres i uendelighed, hvad der er vigtigst.