Historien om øjet

Øjet som seksuelt objekt? Udover voyeurisme er den kunst mest udpenslet af den franske forfatter Georges Bataille i hans erotiske hovedværk ’Historien om øjet’. Og nu i særdeles nøgen og vild performance af teaterkollektivet Logen.

Det er i allerhøjeste grad modigt at kaste sig ud i en så seksuelt udforskende og symbolsk legende tekst, der åbenlyst kræver udlevelse af kønsdrift og tryk på nogle tabuiserede knapper. For det unge par, der betingelsesløst overgiver sig til deres kådeste lyster, har ingen grænser og knytter gradvist lemlæstelse og død til deres stadigt eskalerende ekstaser.

Batailles novelle er fra 1928, men forekommer fuldstændig aktuel og realistisk for vor tid. Og ligesom Bataille var på forkant med sine perversioner, rykker de fem Loge- artister nu grænserne for hvad man kan, tør og vil i teaterrummet. Også som publikum – for vi inddrages i legene! Så alt efter publikums mod vil det variere fra show til show hvad der sker. I den lettere form er det at baldre balloner i en bar røv og smadre æg på nøgne kroppe, hvorimod de mere grænseoverskridende ikke skal afsløres her. For det der sker i Logen, bliver i Logen.

Pointen er nemlig at søge grænserne, mærke efter og lade sig overraske i transcendensen. Man vænner sig hurtigt til nøgenheden og den naturlige løssluppenhed skaber en følelse af at være sanselig og sanseløs på en gang. Stemningen flagrer i utallige retninger – intimt, obskønt, humoristisk, smukt, anspændt, skrøbeligt – imens scenegulvet i flere omgange forvandles til en glidebane af de flydende væsker, der understøtter sexlegene. Mest af alt æg – som parabel til øje – der i et pure hypnotisk tableau flyttes mellem to nøgne kroppe og forener dem i en nærmest poetisk parringsakt.

Skuespiller Patrick Baurichter og danser Sofia Karlsson er aldeles berusende i de bærende roller som det unge par, og Anja Behrens, der egentlig er instruktøruddannet viser herligt rollespil som en vrøvlepræst med noget klamt i trussen. For i Logen er alle med i alle dele af processen, så komponist Søs Gunver Ryberg og scenograf Nathalie Mellbye glider også ubesværet ind i menageriet.

For folk, der ikke har læst Batailles novelle, er det svært at finde mening i dette miks af performativ kunst, skuespil, oplæsning og dans. Nogle tekstudpluk får en lidt sær tolkning, så som en ligegyldig og mislykket improvisationscirkel; eller den forvrængede dans, hvor Sofia dikteres kramper og andre eksplosioner. Mest ærgerligt er det dog at Patrick mod slutningen læser op af et minihæfte om perversionens natur – og dermed skyder et formalistisk forsvar ind, der bryder den ellers kompromisløse linje i Batailles ånd.

Nogle scenarier lader sig naturligvis ikke lige afbilde på en teaterscene, så de læses op – for eksempel det vilde afslutningsbillede, der samler de vigtigste af symbolerne i en ophøjet ekstase: Øje, sperm og urin. Tolkningen af symbolerne gør Logen ikke så meget ud af – trods en fire timers lang seance – og vi spises af med et ægge-øje, som for nogen alligevel bliver for kvalmende at indtage.

Et centralt citat lyder: ”For andre forekommer universet anstændigt, thi anstændige mennesker er kastrerede i øjnene.” Sådan kan det godt føles efter denne aften med Logens seksuelle og eksistentielle udskejelser. På det voyeuristiske plan justerer man øjnene til at blive ved med at kigge på det, der måske frastøder eller afskrækker. Og det pointeres netop at vi mennesker godt kan tåle – og måske endda har godt af – at blive udfordret i vores syn på perversiteter.