A Hologram for the King

“And you may ask yourself…” Ironien bobler fra første herlige sekund med hovedpersonens surreale version af Talking Heads’ ’Once in a Lifetime’. Han er mildest talt kriseramt. Det personlige kriseplan er både middelalder og middelklasse, så hvorfor ikke tage udfordringen op med at rejse til en helt anden verdensdel ude i den globale økonomiske krise?

Hus, bil og kone er væk – som i en lilla CGI-sky – og nu er Alan Clay (Tom Hanks) havnet i Saudi-Arabien for at sælge en IT-løsning med 3D-holografisk telekonference til kongen og hans storladne Metropolis for Økonomi og Handel. Midt i ørkenen står de tomme prøvebygninger – lidt som et fatamorgana, og ikke helt ulig hologrammet og CGI-skyen.

Mere håndgribelig er den minipukkel, der er dukket op på Alans ryg, og det bliver en blodig opvågning, da han forsøger at prikke hul på den. Matheden sætter ind fysisk og psykisk, imens han forsøger at navigere det ukendte territorie af regler, rangfølger og andre rigiditeter, der efterhånden gør ventetiden lang.

Heldigvis overrasker flere nye bekendtskaber, der afspejler positive, moderne potentialer i stedet for de vanlige begrænsninger. Særligt den kvindelige læge (Sarita Choudhury), der ikke bare skal skilles men også svømmer topløs. Unge Yousef (Alexander Black) har også sit uføre at mingelere, og det bliver til mange spøjse historier under de uautoriserede chauffør- og guideture han byder Alan. I den mere overgearede afdeling tilbyder den danske delegerede (Sidse Babett Knudsen) sprut, cigaretter, sex og vanvittig ambassadefest.

De – og andre – medvirker til at bringe balancen tilbage i Alans liv. Et liv, der altid har glimret af gåpåmod og positivitet, men den seneste tid har været præget af ironiens distance for at skjule desperationen over at føle sig ude af takt med omgivelserne. Eksempelvis illustreret i en fin sekvens med Yousef til den hellige by og på ulvejagt i ørkenen. 

Tyske Tom Tykwer er en fantastisk og energisk billedmager, og man kan mene at der er for meget lir med symbolik og stilisering. Tykwers humoristiske tilgang til Dave Eggers eksistentielt baserede recessionsroman ’A Hologram for the King’ er dog fortræffelig, især når absurditeten bryder igennem og man mærker de underliggende frustrationer. Desværre tager romantikken overhånd mod slutningen og forenkler essensen.

For pointen er jo at vi er fanget i et spind af illusioner – teknologiske som psykologiske – og vi mister mere og mere forbindelsen til det nære og det ægte. Så altså: Hvem har virkelig brug for hologrammer?