Salome

Månesyge er mystik for viderekommende. Så det funkler flintrende flot, at norske Stefan Herheim stiller teleskopet til kosmiske højder og seksuel volumen, så Salome bliver endnu mere vild og voldsom. 

Lyst, lir og begær er naturligvis stadig altherskende, og Herheim er som altid mand for et par spektakulære overraskelser. Genialt nok er det ikke den velkendte nøgendans, der er blevet vulgariseret, men nogle kanoniserede tiltag i den allerede overvældende slutscene. 

Det er Oscar Wildes kosmiske noter fra skuespillet, som Richard Strauss baserede sin opera på, der har fået Herheim til at hive månen og dens påvirkning helt tæt på, så himmelsk og jordisk bliver tæt forbundet i Salomes seksuelle oprør. I månens skarpeste skær spejles teenageren Salome – med kridhvidt hår og matchende kjole – så kølig og uskyldssmuk som månen, men de skal begge snart farves blodrøde. 

For lyst er lig lidelse i denne bibelinspirerede historie om Herodes, der i sit begær til Salome må levere Johannes Døberens hoved på sølvfad. Salome (Ann Petersen) er allerede besmittet af blodskam, efter hendes mor (Susanne Resmark) har giftet sig med Herodes (Johnny van Hal), der dræbte sin bror, Salomes far. Det har profeten Jochanaan (John Lundgren) smældet om, og er røget i fangehullet, hvorfra han prædiker frelserens komme. 

Hans stemme tænder Salome, og da hun får lokket en betaget kaptajn (Adam Frandsen) til at lukke ham ud til audiens, bliver hun over al forstand forelsket. I hans krop, hår og mund – hvid, sort og rød som intet i verden. Disse fantastiske, begærlige noder vender tilbage i den vilde afslutningsscene – med fornyet kraft og sublimering – hvor hun får sin hævn over Jochanaans afvisning.

Salome er vant til at forføre alle – en klassisk femme fatale med en ulidelig teenagers egenvilje – som den berømte ’De syv slørs dans’ afspejler med nyt, flerfoldigt fynd her. Salome har nemlig fristelse nok til at spalte sig i – først som projektioner i månebilledet, så ned på scenen – seks andre dansere, der vifter røde slør så troløst som de svinger knive. Og i øvrigt uden nøgenstrip.

Projektionerne sker med et gigantisk teleskop, der symbolsk understøtter flere temaer. Det oprindelige betragter-motiv, den kosmiske forbindelse og den falliske magt, der ender skæbnesvangert for Herodes i et nytilføjet brag af et slutbillede. 

Herheims favoritscenograf Heike Scheele har endnu engang skabt en uudslettelig scenedekoration, der provokerer især på det lystne plan. Trumfen er supersize: Det hellige hoved – med tilhørende glorie – der ikke leveres på et sølvfad, men troner op fra det dybe fangehul. Og Salome nøjes ikke med at kysse de svulmende læber, hun lader sig opsluge af hele munden og forkynder på ny sin magt over mænd.

Sopran Ann Petersen er helt fabelagtig som Salome, en pragtpræstation af ekstremt høj kvalitet. Forførende, farlig, vild og led til perfektion. Omkring hende er især den svenske baryton John Lundgren fuld af power som Jochanaan, og Johnny van Hal giver solid tenorstemme til Herodes. 

De repræsenterer farverne rød, hvid og sort, som er forestillingens dominerende – virkeligt og metaforisk – for uskyld, skønhed, fordærv, magt, vold, lidenskab med mere. Og selv når stjernerne på himlen glimter om kap med glimmeret på enhver klædedragt, så ved man at blodhavet er lige bagved. For Salomes kærlighed er altopslugende, og som en af hendes replikker lyder: ”Kærlighedens gåde er større end dødens.” 

Herheims ’Salome’ er et forrygende glimtende overdrev med symbolske himmelhøjder. Den kosmiske tolkning er ikke helt i vinkel, men der er ingen tvivl om slutningens smadrede månebilleder. Kvinderne hersker, og deres kønsdrift sejrer over mændenes. Samt over den mystiske månesyge.