Kvinden uden skygge

Symbolsk set har skyggebilledet altid været omfattet af en vis mystik, endog uhygge. Særligt hvis den mangler. Tilsæt åndemagi og frugtbarhedskvaler – og Richard Strauss’ operamesterværk ’Kvinden uden skygge’ åbenbarer sig i en slags skabelseshistorie, der brager gennem flere lag.

Det går helt tilbage til urgamle skandinaviske folkeeventyr, at skyggen opfattes som sjælen, og mangler man den, er man ilde stedt. Den slags skyggefortælling flettede Strauss’ foretrukne librettist Hugo von Hofmannsthal ind i temaet om børn som en udødelighedsgaranti. En anden skyggemetafor er nemlig frugtbarhed, og de urgamle fortællinger om kvinder, der giver afkald på moderskab for at forblive unge og smukke, er talrige. Med eller uden skygge – helt op til nutiden er der rundt omkring i verden stadig en vis synd forbundet med barnløshed.

I dette blændende operaværk er det ikke så lige til, for her er åndelige magter på spil, når titelkarakteren skal finde en skygge. Det er åndernes konges ultimatum til sin datter, der er blevet Kejserinde, men endnu ikke har født Kejseren børn. Ligeså ulykkelige er Farveren og hans kone, han arbejder konstant og hun brokker sig over at være forsømt. Så da Kejserinden og hendes Amme aflægger besøg og tilbyder hende smykker, evig ungdom og magt over mænd for hendes skygge, er hun fristet. For hun har jo næsten afskrevet børn.

Imens falkeskrig og -vingeslag varsler uhygge, og ufødte børn kalder på ophav, spejles de to par i hinanden. Deres individuelle ønsker, som deres partner ikke ser/hører, skaber frustration og afstand. Og usikkerhed, som driver dem alle på afveje. Men det er primært Kejserindens dannelsesrejse, og når Farverparrets handlinger er ved at overdøve hendes vigtige valg, griber åndemagten ind. Med torden og lyn i en dundrende flot afslutning på anden akt.

Som oftest står Strauss’ kvinder stærkest, og med undtagelse af åndefaderen (der kun ses via projektioner) er mændene ofre. Den amerikanske sopran Linda Watson stjæler hver eneste scene, når hendes Farverkone folder sin drama queen ud og stemmen overtrumfer alt og alle. Susanne Resmark er karakterfast som den manipulerende Amme, og Ann Petersen er fremragende i tredje akts højdramatiske soloer (efter en noget skinger ’Wehe, mein Mann!’ i anden akt). En personlig favorit vil dog altid være Farverparrets fængselsduet i starten af tredje akt.

Strauss når absolut wagnerske højder med dette operapartitur, der er kendt som et af de mest farverige, og et af de sværeste. For sangere som musikere. Intensiteten er ekstremt høj over de fire timer (inklusiv pauser), og tonerne svinger fra de mest voldsomme til helt stille. Ganske magisk til tider, og man sætter pris på den rolige scenografi af Steffen Aarfing: K(l)asseopdeling af scenerummet og videoprojektioner inspireret af tegneserier og plakatgrafik, hvis enkle surrealisme indimellem får 3D-effekt, så man føler sig helt hypnotiseret.

’Kvinden uden skygge’ er Kasper Holtens afskedsforestilling fra 2011, inden han rykkede til London, og det er en meget moden og moralsk fortælling under al eventyret i stil med Grimm, filosofien a la Goethe og psykoanalysen i Freud/Jung-modus. Ikke for sarte sjæle, når tolkningen skal på plads. Men også fuld af poesi og patos, så man kan nyde værket for den grundlæggende kerne om familieværdier.

Men der er masser af tolkningslag at frydes over, som når Holten og Aarfing fuldender operamagien med en kopi af hænderne fra Michelangelos ’Adams skabelse’ – med skygger. Her ligner Adams håndskygge en puslebrik, og hinter vel netop til hvor stort et puslespil skabelsen af levende væsner er. Subtilt til fingerspidserne!