Foråret

Eksperimenterende teater af en fantastisk, anderledes skuffe. Katrine Wiedemann og Maja Ravn har sat sig for at levendegøre Harald Slott-Møllers ’Foråret’. De har simpelthen lavet en hyldestforestilling til et maleri, som bestemt er så dragende og ikonisk, at det er værd at hylde. 

Forestillingen er en del af en serie på tre forestillinger, som har det dogme, at de alle fortolker et maleri. Derudover er den lavet under dogme om en kortere prøve- og spilleperiode. Formen giver lidt småfejl og en alt i alt ret rodet fornemmelse, men på samme tid en eller anden udefinerbar orden i kaosset, og – endnu vigtigere – et virkelig usædvanligt nærvær i de gode passager. Der er øjeblikke, hvor forestillingen får så meget dybde, spænding, humor (af en for teatergenren uvant kaliber!) og rygrislende billedsymbolik, at det snart sagt kan gøre det ud for flere måneders sceneøjeblikke ved mere klassiske forestillinger. 

Disse stærke øjeblikke lader sig svært gengive på skrift, men med lidt fantasi kan man for eksempel forestille sig en yderst realistisk parringsdans mellem to kvidrende fugle (spillet af Laura Bro og Joen Højerslev, der hele vejen igennem gør det særdeles godt), og en håndfuld øldrikkende jakkesæt på bølge, der kaster dåser efter uskyldige teenagere og derefter voldtages af en liderlig festabe. Vi får et vildt chok, når Joen Højerslev ramler svingende ind på scenen som en anden Tarzan, og når der i den hyggelige dagligstue pludselig løber rød (menstruations)væske i stride strømme fra lampeskærmen. Der er cykler, smøger og køkkenskuffer, der går op og i af sig selv, samt en mørklægning af salen ved brug af sort maling.

Samtidig har maleriet en central placering i forestillingen. Efter alle kunstens teaterregler bygges motivet op i en 3D-version midt på scenen. Det lysegrønne græs i forgrunden er der. De høje, slanke grene med fuglene. Baggrunden med sø og himmel. Det er enormt forløsende, at forestillingen på denne håndgribelige måde lever op til det, den lover. Vi får virkelig lov til at møde pigen på billedet og blive lukket ind i hendes verden. Vi genkender billedet i alle dets stemninger og facetter.  

Hvordan det så hænger sammen med alt det andet, der her er nævnt, det bliver man nødt til at opleve forestillingen for at begribe. Og som sagt hænger det heller ikke altid helt gnidningsfrit sammen. Det stritter lidt i alle mulige retninger, og for nogle vil det helt sikkert være et betydeligt irritationsmoment, mens andre vil holde af de uforudsigelige skift. Forestillingen er som en legeplads uden pædagoger. Havde der været nogle pædagoger, havde legen måske nok været lidt mere stringent og skøn at kigge på, men til gengæld ville der have været langt mindre på spil. 

Den eneste alvorlige kritik er, at fremstillingen af de tekster, der indgår i forestillingen, ikke kan nå op på niveau med resten. Teksterne er poetiske, vigtige, dybe, men det virker som om, der ikke har været tid nok til at vælge kritisk ud og at lege med formidlingen på samme måde, som der er leget med resten. De korte bidder fungerer stærkt, men de længere passager bliver stive og døde sammenlignet med resten. 

'Foråret' er værd at opleve på grund af dens virkelig anderledes karakter, dens brud med konventioner og genrer, dens mod (blandt andet til at tage så mange statister i alle aldre med og lade dem spille en så overlegen rolle i forestillingen), dens rørende temaer om pubertet, liv og død – og dens humor. Alt i alt: Skynd dig, hvis du vil opleve noget teater, der er helt sit eget. Den spiller ganske kort tid.