Cyrano de Bergerac

Den er ikke bare stor, den er enorm. Med egne ord har Cyrano de Bergerac beskrevet den så alle husker ham for den, og som den eminente ordekvilibrist han er, har han slynget så meget grim storsnudethed oveni den, at ingen tør nævne den, og folk flygter når der er optræk til fnys. 

For Cyrano er ikke bange for at stikke snuden frem, han duellerer ofte – både på ord og klinger – og proklamerer at han hellere vil have fjender end venner. Det overtag og den arrogance han altid vinder med, dækker ganske naturligt over en usikkerhed, der er endnu større end den karakteristiske næse. Men det er nemmere at give tuden fokus og skyld.

For Cyrano (Olaf Johannessen) er forelsket i kusinen Roxane (Johanne Louise Schmidt), der er lun på kadetten Christian (Alvin Olid Bursøe), som har brug for hjælp med at udtrykke sine følelser til den poesihungrende frøken. Cyrano griber chancen for at udfolde sine amoriner, men offerrollen tager overhånd, da krigen ubarmhjertigt spiller sit offerkort.

Edmund Rostands skuespil fra 1897 er en af de største franske klassikere, og den tragikomiske historie om ugengældt kærlighed er eviggyldig. Temaerne – som ydre versus indre skønhed, samt at opretholde sin værdighed versus at blotte sig følelsesmæssigt – mærkes lige aktuelle i dag. Og selvom den gennemgående offerrolle er en kende patetisk for moderne romance, så er den en større brik i kærlighedens spil.

De fleste har mærket hvordan kærlighedslængslen er stærkest, når man må give afkald på noget, når der er nogen man ikke kan få, eller noget ikke går som man ønsker. Der er kun to valg: At give slip/miste eller holde fast/ofre sig. Kompromiser er ofte en stor del af kærligheden, bære eller briste. Tricket er at lære at leve med sine valg. 

Cyrano bliver udfordret på sin ære og sit mod. Hans dilemma er at hvis han afslører det er hans ord, og hun afviser ham, mister han ikke kun hende, også ordene – så er de ikke smukke mere, ikke troværdige, ikke anvendelige. De er hans største personlighedstræk, hans værdighed, og mister han dem, er der kun den store skavank tilbage. 

Der er flere herlige strint af moderne drama i Katrine Wiedemanns opsætning, mestendels i Johanne Louise Schmidts temperamentsfulde og sanselige portræt af Roxane. Med kroppen udtrykker hun noget hun ikke er fuldt bevidst om i sindet: Med Cyrano er hun tæt, så de næsten kysser, når hun fortæller hun er kær i en anden mand. Og med Christian står hun stift og tvær da han ikke kan frembyde sin kærlighed med lyriske, smukke ord.

Men alt samles om ordene, den fantastiske poesi, der her får plads til at udfolde sig strålende klart i Maja Ravns enkle scenografi af overvældende kruseduller overalt på væggene, selv krigsmuren – umiddelbart den originale franske tekst. Wiedemann rammer perfekt vekslingen mellem de stillestående passager hvor ordene får lov at dominere fuldt ud, og dem ledsaget af fysiske udfoldelser. Især gynge-scenariet, og scenen i spisehuset rammer plet.

Over alle brillerer Olaf Johannessen, som det absolut perfekte valg til Cyrano. Han karakteristiske, dybe stemme, hvis intonation gør den allerede formidable tekst levende, rørende, medrivende. Så stor selvsikkerhed udtrykt med en minimal skælven, der afslører at lige under ligger sårbarheden, for den rette at forstå og mærke. Helt vidunderlig, og oplagt til endnu en teaterpris.

I de romantiske lag findes også en dybde af fantasi, som ulmer i Roxane og Cyranos forhold, og især en replik står stærkt i slutscenen: ”Kun i eventyr kan prinsessen sige ’jeg elsker dig’”. Cyrano vakler her i et delirium, så den modige tolker kan opfatte det så dobbeltsidigt som det er sagt. Det er først her Wiedemann lader ham blive rigtig tragisk, og det tragikomiske fremturer i den fysiske fadæse der bliver hans skæbne.