Tørst

”Vi sluger ordet FAR – vi taler ikke om ham!” Sorgens fornægtelse indleder denne uropsætning på Får302 om en mor og hendes datter, som har mistet faderen, der hjemsøger de to efterladte.

De fleste har prøvet at miste. ’Tørst’ har en intention om at være et spejl ind i sindets mørke afkroge, men ender med at bagatellisere sorgprocessen, når den sættes på dramatisk formel. For gudhjælpemig om vi ikke ender med en happy ending efter en times sørgespil.

Moderen (Benedikte Hansen) og datteren Lille (Nanna Skaarup Voss) har været så grueligt meget igennem. De har væltet rundt på scenen i desperat sorg og stirret meningsløst ind i en væg ude af stand til at indtage vådt eller tørt. Her forstår vi, at irrationalitet og benægtelse er en del af sorgens barske virkelighed.

Det hele vender dog på en tallerken til slut, da sorgen pludselig er forsvundet ud af havedøren sammen med faderens spøgelse (Benjamin Boe Rasmussen). Som dug for solen ser mor og datter klart og kan komme videre med deres liv, fordi de indser, at de ikke må glemme faderen, men derimod huske på de gode minder. Den sløjfe er for letkøbt.

Den gammelkloge, fattede datter passer moderen, der er helt ude, hvor hun ikke kan bunde. Fyldt op med ubearbejdet sorg over tabet på sin mand. Den poetiske højtidelighed fylder samtlige replikker. Der er flest monologer henvendt til publikum, men de er mest et udtryk for, at karaktererne tænker højt. Da kampen mod sorgen er forbi slutter datteren af med følgende replik, inden de spankulerer ud af havedøren: ”Alt godt kommer med kærlighed – det har jeg læst.”

Jeg har svært ved at møde sorgen i øjenhøjde, når man vælger så løssluppen feel good-slutning på et drama, der har en intention om at nedbryde dødens tabubelagthed og vise sorgens sande ansigt. Her havde noget mere tragikomik været kærkommen, hvis det handler om at skabe kontraster.

Scenografisk fungerer forestillingen til gengæld kreativt. Får302s lille scenerum, som her forestiller familiens moderigtige, hvidmalede stue, bliver udvidet med et ekstra rum ved at indsætte det store glasparti, der fungerer som havedør. Det er nat udenfor, hvilket skaber en spejleffekt til et hemmeligt rum bag den scenografi, der vender mod publikum. Her anes et badekar, hvorfra faderen for eksempel genopstår. Det er smart, at scenograf Mie Riis på den måde udvider og leger med rummet.

Èn stjerne for dét og én stjerne for, at instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen og dramatiker Abelone Kobbel har skabt ganske uhyggelige passager, når moderens natlige mareridt bliver levende midt i stuen, når faderens skikkelse opstår ud af det blå, og når lyssætningen skifter mellem forskellige stemninger gennem farver og lys, som skaber dynamik i den ellers stillestående scenografi.

Resten er selvhøjtideligt tankermylder og prætentiøse monologer, der svæver rundt i poetisk uformåenhed og trænger gevaldigt til at komme helt ned på jorden. Jeg ved ikke, hvorfor dramatikere og forfattere ofte tror, at noget bliver dybere af at lyde som et digt. ”Hvis du glemmer ham, så er dit ansigt dit eget.” Hvorfor taler mor og datter på den måde? Jeg forstår, at forestillingen ikke kun vil vise en ydre realisme, men snarere en indre, også i dialogen. Det er den fjerde væg ind til sorgens følelsesunivers. Problemet er bare, at når man prøver for hårdt, ender det som oftest i en flosset kliche. Og dét er det mest sørgelige ved ’Tørst’.