Imagine

Et af mine yndlingscitater er: ”Life is what happens to you while you’re busy making other plans.” Afhængigt af hvor man lægger trykket, kan det have forskellige betydninger. Og denne dualisme mærkes klart i verdens første teaterkoncert med sange af manden, der gjorde citatet berømt: John Lennon.

Lennon var en drømmer, men han udtrykte sine håb og meninger så direkte, at han ikke bare influerede kunstnerisk men også politisk. Han var både fredsaktivist og provokatør, og hans største mantra – som hans tekster tydeligt afspejler – var troen på kærligheden som den altoverskyggende healer.

Ved første blik på den hvide scenografi domineret af en høj, svajende rampe er der ikke meget kærlighed at spotte. Det skal som alt i livet bygges op, og det forsøger man så med udgangspunkt i Yoko Onos (Lennons enke) principper om hvidt som det bedste kanvas for udvikling. Og selvom paletten ikke udvider sig meget udover det kølige grå-blå-lilla skær samt den stærke sorte kontrast, er det såmænd ret effektfuldt.

Ikke mindst fordi Maja Ravns stilsikre kreativitet også byder på en herligt særartet kostumeomgang med vat, kniplinger, tyl, lynlåse, kartegarn, net, nitter, kjolestel og ikke mindst pude-trends. Det giver masser af gods til de drømmebilleder, som er showets totalessens. Eksempelvis associationer til snedronninger og shaman-agtige høvdinger, hippier og yuppier med tøjdefekter, under- og oversize.

Disse drømmesekvenser mixes med dannelsesskildringer og sindsstemninger, der fungerer som intensivering og fortolkning af sangene. Yderst vellykket i ’Mother’, hvor Jacob Madsen Kvols' ellers ret velvoksne figur bliver helt drenget med balloner og medlidenhed. Eller når Jimmy Jørgensen udfolder sin tiltrækningskraft med ’Woman’ – og de tiltrukne synes at nyde mere godt af deres kropspuder. Og særdeles besnærende med Dictes ’Cold Turkey’, flere former for afhængighed rullet ind i smerte og stræklagener.

Hvad det alt sammen betyder i en større sammenhæng, må man – som oftest med teaterkoncerter – selv stykke sammen i eget følelsesregister. Her tilføjer instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen ikke meget nyt til genren, når hun lader drømmerne vælte op og ned og rundt på skråplanet med eller uden polstringer. Livets rutsjeture har forskellige tilfredshedsniveauer, og hvor nogle valg nok er en kende for avantgarde til Lennons ånd – Yoko Ono ville sikkert elske det – så er det et fascinerende mix af kølighed og sortsyn.

Ganske ligegyldig er mellemspillet med ’Look at Me’, få ord og toner fra ’Happy Xmas (War is over)’ og så ’Stand by Me’, som jo ikke er skrevet af Lennon – her er hverken hel eller halv resonans. Værst er dog den hektiske version af ’Jealous Guy’ i 1.akt, især når Dicte leverer så suveræn en slow i 2.akt. Dobbelthed, måske, men nej, I don’t get it.

Derudover er musik- og vokalarrangementerne imponerende og sparker især nyt liv i Lennons melankoli med et væld af musikretninger. En supersej trip-hop-version af ’I’m Losing You’ med Dicte, der også giver ’Jealous Guy’ en mere dyster kant. Ida Cæcilie Rasmussen forfører med en funky-lækker ’Instant Karma’, og imens ’Crippled Inside’ lyder helt blue grass-lummer, får ’(Just Like) Starting Over’ et 50er-croonerspin, og ’Give Peace a Chance’ bliver demonstrativ rap med megafoner. Og det er bare en brøkdel af musikorgiet!

Teaterkoncerten ’Imagine’ slutter selvfølgelig med det største og stærkeste: Det ikoniske titelnummer, der har en nærmest overjordisk magi med sine store håb i al enkelhed – også med Dictes smukke mix af sårbarhed og rå coolness. Dualismen igen: Drømmeren, der også er realist. Og som elsker livet som den uforudsigelige gave, man skal gøre alt for at mærke, nyde og påskønne – også selvom verden omkring os slår knuder. ”You may say I’m a dreamer, but I’m not the only one.” Et andet af yndlingscitaterne.