Macbeth

Blodrød og vanvittig har han altid været, Macbeth, men australske Justin Kurzels Shakespeare-opdatering virker alligevel mere vild og nådesløs. Som teksten byder, svæver krigerne gennem tåge og tilsmudset luft – her så blodrødt som både mandligt og kvindeligt element.

Åbningsscenen er den brutale øjenåbner: Et spædbarn begraves i tusmørket på en klippeskrænt – under overværelse af tre skæbnesøstre – og glider over i en heftig voldsballet af Macbeth og hans stridsmænd i kamp. Og snart har Macbeth banet vejen til kongetronen – som spåsøstrene har varslet.

”O, min sjæl er fuld af skorpioner.” En af Macbeths prægtige replikker, hvor han indser at giften er i gang med at fortære hans sjæl og forvandle ham til en krigerisk tyran. Andre har manipuleret hans sind, primært kvinder, og hans vej bliver mere og mere blodig, imens han nærmer sig et knusende vanvid. Michael Fassbender dundrer af virilitet og frygtløshed, men mangler lidt sårbarhed når vanviddet eskalerer.

Kurzels kvindelige vinkel bæres i højeste grad af Marion Cotillard som Lady Macbeth, der bestræber sig på at se ud som en blomst, men være som en slange. Sej og farlig som en pyton med sin spektakulære blå øjenmakeup, men ligeså blottet og fragil i sin søvngængerscene. Hendes smerte over barnløshed – som kun strejfes i Shakespeares tekst – bliver her fremhævet, først som motivation for magtræset, og senere som spejling i andres sorg.

De tre skæbnesøstre understøtter Ladyen og dermed de feminine elementer (de rødglødende følelser), ligesom de i deres manipulation af Macbeth ansporer de maskuline elementer (de blodrøde handlinger). Det spirituelle flyder frit gennem hele filmen, ganske dristigt, men flot camoufleret. Særligt fortættet på slagmarken, der er filmens hjerteblod. I slow- og speedmotion udpensles brutaliteten, imens trommesound og krigsmaling forstærker stammeritualiseringen. Så visuelt overdådigt og blændende i gustne, dunkle farver, der gennem skygger og dis til sidst går i rødt, med det ultimative blodbad.

Justin Kurzel har gjort ’Macbeth’ til en moderne og actionfyldt nyklassiker, og som slutningen antyder, slutter magtkampen ikke der. Macbeths ord lever videre: ”Det der begyndte med ondt, styrkes med ondt.” Sværdet er i nye hænder, og nyt blod vil flyde.