Sommeren '92

Straffesparkskonkurrencen mod Holland under EM '92 er et så vanvittig ud-af-kroppen-agtigt nervepirrende nedslag i mit liv, at jeg må ty til mine børns fødsel for sammenligning. Og sådan er vi millioner af danskere, for hvem den sommer i 1992 allerede står fuldstændig fast mejslet.

I den kontekst har instruktør Kasper Barfoed (og manus-makker Anders August) stillet sig selv en umulig opgave – og løst den.

Fodbold er formentlig den sværeste sportsgren at filmatisere troværdigt. Og 'Sommeren '92' giver næsten op på forhånd ved at lade de gode, gamle, grynede tv-højdepunkter føre an og supplere med små nyfilmede reaktionsklip. Jo nærmere vi kommer miraklet, jo bedre virker det. Det smelter bare aldrig helt sammen og holder op med at føles som en fjernsynsdokumentars rekonstruktion – og så dømmes der uundgåeligt obstruction på indlevelsen.

Men uden for banen er der få illusionsbrydende tacklinger. Efter ganske få scener er det ikke længere Ulrich Thomsen, men Ricardo, der forbereder, forbereder, forbereder sensationen. Knudemands-mimikken, den særegne fynske dialekt, leveringen af de lige så specielle metaforer. Thomsen er nærmest født til rollen som landstræneren, der blev træt af at ”se godt u' og tave”, og havde fodboldforbundet, brødrene Laudrup og hele nationen på nakken for det.

Selvom de fleste af folklorens anekdoter fra minigolf til spillerkoner på hotellet opføres, er 'Sommeren '92' ikke en detaljeret og dramatisk gengivelse af et europamesterskab i fodbold, hvor virkeligheden udspillede fantasien. Det er først og fremmest et muntert portræt af Richard Møller Nielsen.

I en version der omfavner fortællingen om mirakelmageren, det misforståede geni, der selv efter triumfen aldrig rigtig fik Danmarks respekt. Og i spillefilmsregi giver det selvfølgelig fin mening ikke at rive op i de missede kvalifikationer og skuffende slutrunder, der fulgte.

Det er lidt sært, at den rapkæftede og overraskende topscorer Henrik 'Store' Larsen nærmest er ignoreret ud af filmen, hvor den afdæmpede no-nonsense-forsvarer Kent Nielsen til gengæld løber rundt som skideskør festabe. Men selvom man aldrig er i tvivl, om det er arkivbilleder eller ej, er castingen af spillerne ellers næsten på højde med chefen.

Især Schmeichel (Gustav Giese) og Laudrup-brødrene (Cyron Melville og Niclas Vessel Kølpin) rammer virkelig udseende, kropssprog og tale. Den overskægsklædte tandem Faxe (Esben Smed Jensen) og Vilfort (Mikkel Boe Følsgaard) ligner måske ikke helt så meget, men har de større biroller og løser glimrende deres plads i den klassiske dramaturgi med henholdsvis det sjove og det triste sidespor.

Jeg kan savne min egen historie – at Barfoed formidler vores medleven derhjemme, fra resignation til vild ekstase. Men selvom han muligvis ikke rammer lige din eller min oplevelse af sommeren '92, giver han et folkeligt, fornøjeligt og faktisk også rørende bud på den.

Ikke hakket op i krogen, men sat ind med en sikker inderside.

Følg @_oh_noe