Yahya Hassans digte

”Det var så meget bedre, end når han selv læser dem op!”, lyder det fra min ledsager, da vi forlader teatersalen. Og det er netop det, der er humlen ved Minna Johannessons forestilling: Vi får lov at opleve Yahya Hassans digte fri for både politisk debat og den karakteristiske oplæsning, som han selv fremfører sine digte med.

Nu er det jo ikke fordi, at Yahya Hassan læser sine digte op på en dårlig måde, tværtimod er oplæsningen blevet en ganske essentiel del af hans værk, men her har vi at gøre med en fortolkning – og den åbner for en anden oplevelse af teksterne, end når man hører dem fra hans egen mund.

Den giver en oplevelse af gru, der kryber hele vejen ind under huden, af håbløshed, absurditet, ondskab. Det er den menneskelige stemme i digtene, der bliver til kød og blod på scenen. Så vi kan mærke den. I hvert fald det meste af tiden. Af og til sker der lige lidt for mange ting på én gang til at ordene får den tyngde, de fortjener. Absurditeten bliver søgt fremstillet i bizarre danse og skøre kostumer. Men de er ikke helt bizarre og skøre nok til at kunne matche de absurditeter, der kommer ud af munden på skuespillerne. For som bekendt er det ikke digte for sarte sjæle, vi har at gøre med i Yahya Hassans samling.

Tendensen går igen i scenografien, der består af et stort, firkantet metalbur. Det bliver lige vel meget hårdt på hårdt, som heller ikke her kan stå mål med hårdheden i teksterne. Især bliver det forstillet, når de medvirkende også kaster sig ind i metalstængerne for at vise, hvor hårdt det hele er. Det falder til jorden, når vi kan se at der ikke lægges kræfter i, fordi metalgitrene er for skrøbelige til at modtage skuespillerens fulde vægt.

De fire medvirkende – Hanne Hedelund, Andreas Berg Nielsen, Jakob Hannibal og Frank Theil – gør et rigtig godt stykke arbejde. De danser, skifter tøj, synger digtene, spiller guitar, kaster sig ind i jerngitter, går i march og meget mere. En forfriskende ramme for de mange ord, vi skal tage imod. Det er ganske godt gået, at man ikke keder sig på et eneste tidspunkt i løbet af de små halvanden times forestilling. Og mange – ikke alle, men mange – af billederne går rent ind og giver en ekstra dimension uden at overskygge teksten. Digtet ’Det sjette opholdssted’ med refrænet ”du har aldrig fået en julegave, men i år bliver du anbragt” fremføres på melodien ’Nu det jul igen’. Det er stærkt. Det virker.

Yahya Hassans omdiskuterede forhold til sin kvindelige sagsbehandler indgår også i forestillingen, og her er der virkelig menneskelig nerve at hente. Hanne Hedelund farver digtet, så vi virkelig mærker begæret, fascinationen, dramaet og usikkerheden om ret og uret.

’Yahya Hassans digte’ er en spændende fortolkning. Det er tydeligt, at holdets mission har været at stille sig til rådighed for digtene. De agerer tjenere for de stærke ord, og det er yderst beundringsværdigt. Af og til bliver de lidt for ivrige, og fremførelsen bliver påklistret forstyrrende eller virker ligegyldig, men overordnet er fortolkningen respektfuld og berigende.