Jurassic World

Ingen går på røven over en dinosaurus længere. Så der må opfindes helt nye og farligere hybrider, hvis publikum igen skal gyse og pengemændene komme til lommerne.

Jo, selvironien driver afvæbnende af oplægget til den fjerde fatale nærkontakt med fortidsdræberne i 'Jurassic Park'-franchisen. Og 'Jurassic World' er endelig en efterfølger, der gør den skelsættende start nogenlunde ære.

Også på Isla Nubla er der gået to årtier siden den første katastrofale udgave af en temapark med levende dinoer. Nu er visionen blevet hverdag med 20.000 indlogerede gæster af gangen til T-rex-fodring, sømonster-show og børnezoo med triceraptops-ridning. Men uheldigvis er der i produktudviklingens (u)hellige navn blevet splejset lidt for friskt rundt i generne i laboratoriet, og så går det, som det nu må gå.

Den ægte angst kommer aldrig snigende som dengang i 90'erne, og alle tilspidsede situationer opstår og afvikles helt, som du forventer det. Men det gør ikke noget, fordi 'Jurassic World' til gengæld er så flot, frejdig og fuld af fortælleglæde. Det er en fuldblods dino-film hængt op på noget potentiel øgle-mad, vi faktisk godt gider heppe på.

Bryce Dallas Howard sprinter troværdigt i stilletterne, og savnet af en sarkastisk kaos-teoretiker opvejes fint af hendes klassiske trods-kemi med den afdæmpede alphahan Chris Pratt, der fortsat ligner den bedste nye Harrison Ford siden Harrison Ford. Selv de obligatoriske børn, de skal redde, er til at holde ud.

Men hele vejen ved 'Jurassic World' også godt, hvem der er de egentlige hovedpersoner. Og med majestætiske tvekampe, raptorer dresseret til jagt, langhalse i sentimentale dødscener og et resort i fuld flyveøgle-panik, er vi nogen, der stadig kan gå lidt på røven over en dinosaurus.

Følg @_oh_noe