Peter og Dragen

Elliot er en ægte drage. Peters bedste ven. Men ingen ved det, for Peter (Oakes Fegley) forsvandt ind i skoven fire år tidligere, da hans forældre døde i et biluheld. Dragen Elliot har taget sig af ham. Som en far tager sig af sin søn. Og Peter har taget sig af Elliot, som en lille dreng tager sig af sin bedste ven. 

Men da skoven pludselig skal fældes render skovhuggerens datter (Oona Lawrence) og kæreste (Bryce Dallas Howard) på den lille dreng, som i mellemtiden er blevet en lille mini-Tarzan, der begiver sig lige så frit rundt i skoven som hans bedste ven. Fundet af Peter tæt ved den lille landsby, leder skovhuggerne på sporet af dragen Elliot, som hidtil var en myte. Jagten på den magiske drage går ind og dermed kampen mellem det gode og det onde.

Denne filmatisering er mindre naivistisk og mere realistisk end originalen fra 1977, som dengang var utroligt nyskabende, fordi den ligesom ’Mary Poppins’ forenede ægte mennesker og animationsfigurer. Den hurdle er filmindustrien for længst ovre, og det er helt naturligt at skuespillere af kød og blod spiller sammen med animerede væsner. 2016-versionen af dragen Elliot, der med sin magisk skinnende, grønne pels vil gøre enhver Muppet misundelig, er virkelig kvalitets animation. I øjeblikke glemmer man at dragen er animeret og ikke ægte. 

Nyindspilningen præsenterer et utroligt vespillende skuespillerhold og en hjertevarm historie, som også i den danske version er virkelig troværdig. Forældre kan se frem til en charmerende Robert Redford og Karl Urban som den store dragefangende skurk. Derudover indlemmer filmen selve skoven som en levende, allestedsnærværende og mystisk ramme om drengens og dragens venskab, der giver en ekstra dimension af fantasy. Det forstærker filmens magi, og det virker helt naturligt at tænke filmen ind i skovens majestætiske ramme. 

På den måder bliver ’Peter og Dragen’ et godt eksempel på den nye generation af Disney-film, hvor man formår at bevare den gamle Disney-magi i en ny genre. Og det er imponerende. Filmen giver momentært den magiske børnefilm en renæssance. I glimt rammer den samme stemning som ’Mary Poppins’ gjorde en gang: Den glæde i hjertet over at se noget, som føles helt fornyende og fortryllende. 

’Peter og Dragen’ rammer ind i den naive barnetro på magi og tillid til magi, og samtidig er denne nyindspilning blevet lidt mere dunkel og realistisk. Desværre bruger filmen også lidt for mange kræfter på at tegne verden op i sort og hvidt. I godt eller ondt. En kvalitet som Disney ofte mestrer, men som også forsimpler deres børnefilm.