Delivery Man

Far til 533 – og en mere på vej! Det burde give uanede mængder af sjov og ballade, men ’Delivery Man’ er mere interesseret i at levere sentimentalitet end grin.

Titlen er så herligt dobbelttydig som det kan gøres, når en mand – der i øvrigt arbejder med kødleverancer – i sine unge år har doneret supersæd, som nu også har bragt kæresten i lykkelige omstændigheder. David (Vince Vaughn) halter dog konstant på forpligtelseskontoen, så kæresten (Cobie Smulders) udstikker far på prøve-kortet. Det får han så rig mulighed for at teste, da nyheden om de 533 afkom kommer væltende med et sagsanlæg fra de 142, der gerne vil vide deres faders identitet.

Starbuck er hans donoridentitet – og titlen på Ken Scotts oprindeligt canadiske film, som han selv har overført til New York og ægte amerikansk sentimentalitet. Således forvandles oplagt komediemateriale i form af ungdomsprofiler som skuespilleraspirant, livredder, homoseksuel, gademusiker, manicurist, bognørd og spastiker til poppede faderfølelser og rørstrømsk tematik omkring børns rettigheder. Fællesmøder, lejrtur og gruppekram kammer over, imens Vince Vaughns veloplagte sarkasme efterhånden drukner i velvillighed.

Filmens sjoveste scene kommer ret tidligt, med et udmærket eksempel på faderrollen: Ungerne lytter ikke efter hvad far siger. Som far til fire, der er aldeles på autopilot og i børnenes vold, er Chris Pratt herligt renlivet – og det mest umiddelbare billede på Davids kommende faderskab. De lever begge stadig på deres indre drengerøv sideløbende med, at de vil gøre deres bedste for børnene.

Derved moralen: At man ikke kan alt, men man kan gøre sit bedste. Mere kan man vel heller ikke forlange af en far til 533. Fint nok at ville vise sig fra sin ansvarlige side, og forhåbentlig udviser børneflokken ligeså stor ansvarlighed. For der er gevaldig forskel på at være spermdonor-far og at være rigtig far.