Syv minutter over midnat

En sand kliche handler om at manglende forståelse skaber frygt. For monstre eksempelvis. Heldigvis lærer vi via film (og anden kunst) at tackle vores monstre – imaginære som metaforiske – som her i J.A. Bayonas rørende monster-eventyr-fortælling.

Her ser mor og søn ’King Kong’-filmen fra 1933, og efterfølgende maler sønnen udpenslede tegninger for at forstå morens kommentar om at folk ikke kan lide det, de ikke forstår, og at det gør dem bange. For det, der gør 12-årige Conor (Lewis MacDougall) bange, er netop ubegribeligt: Hans mor (Felicity Jones) har kræft og kæmper for at holde håbet og humøret oppe, især overfor Conor. 

Så da tegnestreger og vandfarver materialiserer sig som et dundrende gigantmonster (Liam Neeson) af havens takstræ, er Conor faktisk ikke bange. Nærmere nysgerrig, men mest lidt på tværs over de udfordringer monsteret stiller: Han skal bruge sin fantasi til at se og forstå de tre historier, der fortælles, hvorefter han selv skal fortælle den fjerde, sandheden om hans eget tilbagevendende mareridt.

Børn har ofte nogle drastiske, grumme tanker om straf. Skyld er en nærliggende følelse, når der sker noget dårligt eller frygteligt, og for et barn ender det nemt i vildfarelse. For Conor gælder det ikke kun morens sygdom, men også mormorens (Sigourney Weaver) strenghed, farens (Tony Kebbell) flytning over Atlanten og konstante mobberier i skolen.

En af de monstrøse moraler er at der er flere sider til enhver historie, ikke engang godt og ondt er ensidige sager – myter nedbrydes, klicheer omdannes, karakterer forandres. Således smelter virkelighed og fantasi sammen i Patrick Ness' manuskript, adapteret fra egen 2011-roman, og J.A. Bayonas sans for både de nære relationer og den visuelle storstil skaber en virkningsfuld indføling i den skyldplagede barnesjæl. 

Der er smurt rigelig sentimentalitet ud over denne filmfabel, men det er nødvendigt for at den yngre aldersgruppe, som filmen unægtelig henvender sig mest til, ikke bliver for skræmte. Og som voksen – særligt hvis man har oplevet den situation, slutscenariet berører – bliver man grebet af det store budskab. For hvor mange får egentlig snakket så store følelser igennem med deres børn? Om skyld, straf, tab og sorg. Store sager, som ’Syv minutter over midnat’ konfronterer med fin forståelse for vores indre monstre.