Paquita

Stolt, højtideligt og overdådigt er det, når Pariseroperaens Ballet er på visit i København med den sjældent opførte ’Paquita’. Men også en lidt gammeldags og nysselig opvisning i teknisk virtuositet, hvor den franske grandiositet tripper igennem.

Selvfølgelig skal der være klassisk ballet på repertoiret hos et af verdens ældste og mest prestigefyldte balletkompagnier, men mit håb var dog at deres turneforestilling ville afspejle deres mere moderne profil. Især fordi Pariserballetten i oktober fik ny balletmester, der allerede har effektueret flere moderne tiltag: Benjamin Millepied – Nikolaj Hübbes kollega fra New York City Ballet, og kendt for sin koreograf/danserolle i Oscar-filmen ’Black Swan’.

Med en lidt kringlet forhistorie bliver ’Paquita’ en blanding af spansk sigøjnersjæl, russisk potens og overvejende fransk arrogance. Oprindeligt uropført i Paris 1846, men med størst succes hos Mariinskij-balletten i Sankt Petersborg i mesteren Marius Petipas version.

Denne 2001-rekonstruktion af Pierre Lacotte har bibeholdt det russiske strejf i Petipas tre sene tilføjelser (i 1881): Pas de trois’en i 1. akt, samt Mazurka’en for balletbørnene og den storslåede Grand Pas i 2. akt. Det mest maskuline indslag er dog officerdansen i 2. akt, og igen et tydeligt miks af den franske uniformovermagt og det spanske/russiske temperament. Ellers kommer det spanske mest til udtryk i 1. akts sigøjnerdanse, hvoraf den med tyrefægterkapper er mest forrygende.

Desværre er tempoet ret heftigt, så ikke alle kapper kan følge med, ligesom der kikses lidt i geledderne indimellem for at holde musikkens oftest noget ensformige rytmer. Ekstremt march- og galopagtigt med dominant tromme, tuba, trompet. Russiske og franske takter sammensmeltet af komponisterne Minkus og Deldevez.

Tåspidser og tutu’er trumfer handling, der primært fortælles i tre hurtige afsnit i starten af hver akt – samt slutningen af 1. akt, hvor en længere mime- og gestiksekvens bliver ret karikeret. Ellers er melodramaet klassisk romantisk og nationalistisk: Den spanske sigøjnerpige Paquita og den franske officer Lucien forelsker sig, men kan ikke få hinanden ifølge ædelbårne traditioner. Ikke bare Napoleon raser i Saragossa-provinsen, men også jalousiprægede mordplaner og gamle familiehemmeligheder.

Facit er naturligvis fransk, ligesom attituden domineres af fransk raffinement og overlegenhed. Laura Hecquet er topvidunderlig som Paquita, med det helt rette mix af elegance og temperament – fra den flamencoinspirerede solo til 2. akts to betagende pas de deux’er med Josua Hoffalt som Lucien. Begge meget feminine, og selvom den karakteristiske franske fjerlethed spænder lidt ben for maskuliniteten er Audric Bezard en spændende kontrast som sigøjnerlederen Iñigo.

’Paquita’ er flotte og overdådige danseoptrin på stribe, men jeg fanges ikke fuldt ud af den slags opvisning. Og så bliver det bare alt for gammeldags og højtideligt med de evige poseringer i entre og sortie, samt de adskillige indlagte klappepauser (mindst 20 i hver akt). De nouveau, M. Millepied, s’il vous plaît.