Romeo og Julie

Fægter og fagter. San Francisco Ballets første visit i København er en energisk og eksoterisk tolkning af en kærlighedsklassiker, der desværre fagter sig i overgear. Derimod holder fægtningen max.

Opsætningen af islandske Helgi Tomasson – kunstnerisk leder og chefkoreograf hos SF-Ballet siden 1985 – har fejret mange triumfer siden premieren i 1994, men holder ikke samme klassikerstatus som John Neumeiers 1974er-version, der har en særlig hjerteplads hos de fleste danske balletfans. 

Tomasson har ellers også en del danske forbindelser: Han raffinerede også sine balletspring i København (blandt andet på Tivolis Pantomimeteater), har arbejdet tæt og ofte med den danske designer Jens-Jacob Worsaae, og hyrede for et par år siden Ulrik Birkkjær til sit SF-ensemble. Desværre er Birkkjær ikke med i denne ’Romeo og Julie’, men Worsaaes sidste scenografi og kostumer (inden hans alt for tidlige død som 48-årig) er stadig en renæssancefryd. Søjler, fresker, gobeliner og farveskalaer inspireret af den venetianske kunstner Vittore Carpaccio samt velsvøbte ekvipager af flagrende uskyld og detaljeret velmagt.

Den levende scenografi – der skiftes livligt locations – fyldes af et overagerende ensemble, der har svært ved at balancere drama og følelser. Der er så meget gestikuleren at det ofte bliver et helt mimeshow, der især går i overgear når de omgivende personager forstyrrer den dans, gøgl eller kamp, der er i centrum. En ganske typisk amerikansk tendens til overload, opskruet tempo og udspillet sentimentalitet. 

Når man spiller reaktioner og følelser så udpenslet og langstrakt – især et par dødsdanse og en flagrende giftscene – udfordres troværdigheden, og i størstedelen af de store dramascener føler man faktisk ingenting. Hvilket er endnu mere sørgeligt i en så smuk, romantisk ungdomstragedie. 

Denne Shakespeare-klassiker er en historie om passioner, der løber løbsk – bandekampe, familiekontroverser og ungdomslidenskaber, der fører til død og ulykke. Så selvfølgelig skal man mærke passionerne, men ligeså vigtig er kontrasten mellem den voksne magtudøvelse og den uskyldsrene kærlighed mellem Romeo og Julie.

Men her er næsten for meget familiefokus, som tager en del af indfølingen med Romeo og Julie. Balkonscenen er smuk, men efterfølgende mister Angelo Greco og Misa Kuranaga gnisten i hendes overtydelige armvifteri og småhysteriske ansigtsudtryk og hans lidt vage respons. Ballet er kropssprog, ikke mimeshow!

Korpsdansen er ellers flot og fængende i sin energiske form, der smelter formidabelt sammen med Prokofjevs slagkraftige musik. Men mest imponerende er fægtescenerne, instrueret suverænt af Martino Pistone (som også ses i rollen som fredsmægleren, Prinsen af Verona). Heldigvis er kampscenerne udvidet med både sværd og daggert, sej koreografi og veltræffende humor, når de tirrer hinanden. Men hvor nogen opfatter det som leg, er andre mere aggressive, og snart er tragedie og hævn en større del af spillet.

Tomassons ’Romeo og Julie’ er bestemt værd at se, for de store rammer er splendide: Scenografi, kostumer og dans. Som forventet af San Francisco Ballet, USAs ældste balletkompagni. Så kan man se bort fra det overgearede mimeshow, er det meste af den ultimative ungdomstragedie intakt.