En skærsommernatsdrøm

En fabelagtig drøm og en fantastisk virkelighed. Shakespeares lystige komedie ’En skærsommernatsdrøm’ er endnu et mesterværk i balletmagiker John Neumeiers vitale vision. En livsbekræftende leg med lykkefølelserne, hvoraf drømmene er essentielle impulser, der influerer på virkeligheden - især når det gælder lyster og drifter.

Det flimrer af fortryllet skovunivers, hvis grønne skær både damper af kølige kilder og oser af hede urkræfter. I små formationer bevæger androgyne alfer i glinsende hvide, semi-transperante trikoter sig nærmest hypnotiserende, imens deres konge Oberon (Jonathan Chmelensky) og dronning Titania (Emma Riis-Kofoed) glimter endnu mere mytisk. 

En drømmeverden hvor underbevidstheden slippes løs og udruller en ekstatisk, forvildet forførelsesfest for de tre unge par, der snart skal giftes i virkeligheden: Theseus (Chmelensky)  og Hippolyta ( Riis-Kofoed), Lysander (Alexander Bozinoff) og Hermia (Holly Dorger), samt Demetrius (Sebastian Pico Haynes) og Helena (Silvia Selvini). 

For alt kan ske når drillealfen Puk (Tobias Praetorius) drysser magisk blomsterstøv omkring sig - mestendels på de forkerte, end dem hans konge har tilskyndet - og alle forelsker sig på tværs af logik, køn, væsen og status. Selv håndværkerne, der skal opføre et skuespil, ledet af Rendegarn (Jón Axel Fransson), bliver hvirvlet ind i amorinerne. 

I denne 1.akt er Neumeiers koreografi som altid perfekt suggestiv: Kroppenes fortælling flyder smukt og lyrisk, sensuelt og euforisk, og bliver endnu mere fabelagtig med spacey touch af György Ligetis gådefulde elektroniske klangtoner. I 2.akt overtager virkeligheden og den klassiske, romantiske ballet, når der skal være bryllupsfest i pomp og pragt, og her er musikken af Felix Mendelssohn-Bartholdy også mere traditionel - domineret af den velkendte Bryllupsmarch, der trækkes lidt i langdrag. 

Men overraskelserne er ikke slut, for pludselig entrerer de gøglende håndværkere med det totaltfjollede skuespil de har øvet i drømmen, og deres lirekassemand spiller operavariationer som ’Brindisi’, så der kommer gang i festen igen. For kunst er mange ting, forfinet eller ej. Og kunsten refererer ofte sig selv i alle afskygninger, ligesom drømme og virkelighed påvirker hinanden. 

Det er imponerende så let Neumeier forvandler en af Shakespeares mest drilagtige forviklingskomedier til en vidunderligt magisk balletdrøm. ’En skærsommernatsdrøm’ synes at have det hele, endda humor, der vitterlig skaber flere latterkramper end andre balletopsætninger tør. Et forbilledligt ballet-mix mellem det moderne kropsudtryk og det klassiske trinsprog, i højt tempo og sublim kvalitet, som Den Kongelige Ballet excellerer i. Den bør indgå i repertoiret jævnligt.