Familien Bélier

Hvad gør man, når de valg man træffer, vil komme til at berøre ens familie dybt? Det er temaet i den franske film ’Familien Bélier’, men selv om det lyder vældig alvorligt og som noget, man kunne bruge mange timer på at snakke med sin psykolog om, er filmen ikke et højspændt melodrama. Den er en komedie og en ganske sød, omend lettere klichéfyldt, feel-good en af slagsen.

Som det fremgår af titlen, handler filmen om familien Bélier. Den 16-årige Paula (Louane Emera) bor med sin lillebror Quentin (Luca Gelberg) og sine forældre Gigi (Karin Viard) og Rodolphe (Francois Damiens) i en lille, idyllisk fransk landsby. Forældrene driver en gård og Paula er egentlig bare en ganske almindelig teenager. Bortset fra, at hun er den eneste i familien, der ikke er døv.

Så al kommunikation med omverdenen foregår med Paula som mellemmand og tolk. Alt fra forældrenes lægebesøg til telefonsamtaler, der vedrører driften af gården. Paula er med andre ord uundværlig for resten af familien, så da hendes musiklærer opdager, at hun har en fantastisk sangstemme og opfordrer hende til at søge ind på en prestigefyldt sangskole i Paris, står Paula i et dilemma. For skal hun blive og hjælpe familien eller forlade alt det hun kender for at følge sin drøm om at synge?

Der, hvor ’Familien Bélier’ for alvor rammer plet, er i valget af Louane Emera til rollen som Paula. For når filmens centrale tema er Paulas sangtalent, er det selvfølgelig vigtigt at besætte rollen med en, som både kan synge og spille skuespil. Og det kan Emera. Hun deltog oprindeligt i den franske udgave af sangkonkurrencen ’The Voice’, så sangtalentet er i orden, men hun tilføjer også en naturlighed og en sødme til rollen og spiller så overbevisende, at det er svært at tro, at filmen er hendes debut.

’Familien Bélier’ er ikke stor, kompleks filmkunst og der er mange sidehandlinger i filmen, som i nogen grad fylder for meget i forhold til hovedplottet, og ikke rigtigt fører nogen vegne. Men til gengæld er det også dem, der er de morsomste, og det er frem for alt denne lette tone, der gør filmen værd at se.