Von Trier - Persona non grata

Selvoptagethed og selviscenesættelse er de store overskrifter, når man skal stykke personligheden Lars von Trier sammen. Også i Teater V's forestilling, der dog fuser ud i manifestet om ytringsfrihed.

Det er selvfølgelig aktuelt nok, og ganske passende for Lars von Trier og hans persona non grata-tableau, men der bruges al for meget tid på kedelig retssals-plædering. Faktisk hele 2. akt, der mest ligner en afrunding på alle tre stykker i den nationale faktions-trilogi, som dramatiker Jakob Weis og Teater V har fornøjet os med: ’Udslet Hornsleth’ i 2011, ’Casper Christensen Komplekset’ i 2013 og nu ’Von Trier - Persona non grata’.

Kunst, humor, angst. Det var fra start de tre forestillingers overskrifter, og udsigten til at spejle von Triers angst i den nationale ånd var ret interessant. Hans depressioner, traumer og fobier, der tæmmes af lykkepiller, alkohol og coke – samt det kreative sus, der pludselig forsvinder. Der er absolut stof nok til at skabe endnu et faktions-portræt med skarpe kanter og sjove vinkler.

Det kunne blive et mere personligt portræt og måske mere tankevækkende refleksioner over danskernes forhold til von Trier i kraft af hans trang til og talent for selviscenesættelse. Og eftersom dette felt mellem fakta og fiktion – faktionen – er det overordnede tema for hele trilogien, burde man have holdt den oprindelige ide.

Men nu er overskriften pludselig etik, og selvom der kan trækkes spændende tråde fra selviscenesættelsen til ytringsfriheden, så føles alle argumenter og berettigelser som forhåndsviden, der ligger som basis for disse forestillinger, ikke som hovedakse hvorom alt drejer.

’Von Trier - Persona non grata’ har da sine øjeblikke. Som startskuddet hvor Kirsten Dunst får hele skylden, og von Trier bliver besat af at lave en remake af presseseancen, imens Aalbæk udregner værdien (støttekroner og avisartikler) af teatergøglernes stykke, og to mongoler går i selvsving over nazi-Lars.

Men meget føles som noget man har set eller læst før, og der kommer ikke meget nyt på tribunen om Lars von Trier. Weis synes bevidst om dette, når han lejlighedsvis gør forbeholdene synlige i replikkerne og endegyldigt propper al tolkning ind i de sidste vilde konklusioner af von Trier-illusionerne: Spejlingen i kvinderollerne og identifikationen med Hitler. Offer og diktator i et? Lige fedt er den centrale replik: ”Jeg er god til at ydmyge mig selv.”

Jens Jørn Spottag er fantastisk som von Trier, og han er ikke den eneste, der går all-in på kønsdele og infantilt overdrev. Caspar Phillipson som leflende skuespiller-stand-in tackler både hiv og sving i dilleren samt laaaange a’er for æstetikkens skyld. Denne karakteristiske, legesyge naivitet bliver gradvist afsporet i en alvor, der sagtens kunne rumme mere af von Triers tørre, sorte humor. Men nej, det hele ender bare i en isolationstank.

Konklusionen af Weis er – som i Triers ’Riget’ – at tage ”det gode med det onde”, og vi har som publikum og jurymedlemmer mulighed for at afgive vores mening om ytringsfriheden. Den stillingtagen bliver ikke nemmere af, at retssagen veksler mellem alvor og satire, imens ugle-dommeren gør opmærksom på teatervirkeligheden. Al for meget navlepilleri i egen teateride, der ellers havde alle muligheder for at blive afsluttet med et kunstnerisk brag.