Maskarade

Forvekslingskomedien får ekstra løjerlige twists, når Carl Nielsens nationalopera filtreres gennem nutiden og bliver en omvendt maskerade. Tilsat alt for meget cirkus.

Engang var maskerader forbudt i Danmark. Højst sandsynlig med stærk påvirkning fra kirken, der fordømte illusorisk identitet som diabolsk. ’Maskarade’ er baseret på Ludvig Holbergs stykke fra 1724, det år forbuddet trådte i kraft, og den dansk-norske forfatter forsvarede også maskeraderne i sin ’Epistel 347’. Her argumenterer han, at maskerade-gæsterne jo netop er lige og frie til at møde hinanden uafhængigt af status og normer.

Denne omvendte maskerade – hvor folk bærer masker i hverdagen og ikke til maskeraden – hylder Kasper Holten og svenske Morgan Alling i deres opsætning fra 2006, som Det Kongelige Teater nu har valgt til fejringen af Carl Nielsens 150 års fødselsdag. Som de for ni år siden fejrede 100-året for ’Maskarade’.

Det dansk-svenske makkerpar har givet nationaloperaen et ungdommeligt spark ind i nutiden, og det passer fjong med karakterernes trang til at feste og se de lyse sider af livet – ”i dette land af elleve måneders mørke”, som Henrik synger i den forrygende afslutning på første akt.

Sammen med Leander gør Henrik oprør mod det af forældrene aftalte ægteskab mellem Leander og Leonora – i samtalekøkkenet, på borde, i vindueskarme og med luftguitar – så faren må sætte altmuligmanden Arv til at vogte over dem. Det skaber en glimrende satirisk scene, hvor Arv afsløres som østeuropæisk håndværker af LO-konsulenten, der viser sig at være Henrik på endnu en spas-afstikker.

Faren Jeronimus er af den overbevisning at maskefesterne burde afskaffes, og han gør alt for at forpurre familiens adgang til lastens hule. Ikke mindst fordi Leander har mødt sin drømmepige derinde. Uden maske, for til disse maskeballer kan man slå sig løs og være lige hvem man vil. Som det ses i sidste akt, hvor koret tager de brune slåbrokker af og springer ud som alt fra Marilyn Monroe til tyrolergut, toreador og skægget dame.

Det er her, det går mest galt. Den i forvejen ret spinkle handling svirrer ud i et rod af satiriske drømmescenarier og cirkusartister i trapez-, ring- og silke-numre (der erstatter de oprindelige balletscener). Vældigt visuelt underholdende, men ikke meget styr på eller mål for hverken løjer eller lyster.

Scenografien af Marie í Dali er ellers helt excellent. Særligt første akts glidende herskabsbolig, der starter med et lodret soveværelse, hvor de to lystige fyre hænger ud efter nattens bal, og dernæst tumler ud i badeværelset for at barbere sig, børste tænder og brusebade – imens stemmerne svinger fra dyb bas over lys tenor til legende falset. Gert Henning-Jensen synes evigung som den forelskede Leander, og Simon Duus er fremragende som provo-charmeren Henrik.

Desværre er lyden på ingen måde afstemt mellem orkester og sangere, og kun i meget få scener kan man indimellem høre hvad, der synges. Det er virkelig kritisk, at man til en dansk opera skal ty til de engelske overtekster – der i øvrigt virker yderst nutidsjusterede – så tit.

Holten og Allings nutids-’Maskarade’ er en spøjs og adspredende maskeballade, men sidste akts drømmeflip og cirkusgejl gør det svært at tage maskeradens andre affærer seriøst. Det er muligvis formålet, men når man vil lege med begrebet livet som maskespil, så bør moralen står tydeligere og stærkere end den hovsa-agtige afsløring af kærlighedsforviklingerne.