Barberen i Sevilla

Der er stadig fuld barbering og tatovering i højst forrygende slapstick-gear ved repremieren. Af det nye cast imponerer især den russiske tenor Ruzil Gatin med sin skønne, blide stemme som den kærlighedshungrende Grev Almaviva.

----------------------

Der er nybarbering i Operaen dette forår, og Rossinis store publikumsfavorit er kun blevet endnu mere tilgængelig for alle af den vellykkede trimning. Det er opera buffa i sin mest sprudlende skøre form – og så foregår det hele i stumfilm-mode!

Det er ret godt tænkt af instruktør Martin Lyngbo, for stumfilms overvældende mimik, slapstick og falden-på-halen passer storartet ind i opera buffa. Det bekræftes rapt i ouverturen med en suveræn karakterpræsentation i forrygende bersærkergang og -løben frem og tilbage foran Doktor Bartolos palæ. Han knubses af døre og tasker – og man finder senere ud af at han fortjener det fuldt ud, både fordi han er noget usympatisk, men også temmelig dum, trods han pralegaler om at han ikke kan narres. 

Til sin første operaiscenesættelse bringer Lyngbo excellent dramatisk øje for detaljer – ikke mindst via koreografien i samarbejde med multikunstneren Kristjan Ingimarsson. Der er altid gang i flere lag, ”her-der-oppe-nede,” som Figaro synger, inden han starter sin forviklede manipulation af de andres affærer. 

Figaro er oprindeligt barberen, men her er han nedgraderet til vagabond (Chaplin-hint), der shanghajer barbershoppen, efter han har gokket barber i hovedet og proppet ham bag den lem, han selv kom op af. Til gengæld kan han tatovere, og det går voldmorsomt ud over Don Basilio i et sideshow parallelt (a la filmisk splitscreen) med 2. akts første store forviklingsscene. Og forvirringen når stadig nye højder med brevkuk, sære maskeringer og nye upassende relationer.

Ensemblespillet og -stilen er fortræffeligt, og stemmemæssigt fungerer det yderst homogent. Mest imponerende er den sydafrikanske baryton Luthando Qave som Figaro, imens den italienske tenor Matteo Macchioni kæmper lidt med Grev Almavivas bel canto-sentimentalitet mod slutningen. Og så er Simon Duus’ stærke basbaryton og komisk-ironiske talent igen i top med Don Basilio-rollen.

De stabler en stemning op med møbler og mennesker i tæt vanvid, oftest er nogen med på en lytter ved vinduer, døre, lemme, og efter Don Basilios leg med voodooagtig magi er skiltet ”notario” blevet til ”no ario”. Der er så meget svir i Rikke Juellunds scenografi at man næsten bliver blind for at den er ret afdæmpet sepia- og gråtonet. Helt (stumfilms)klassisk enkel, men med små detaljer, der lynsnart svinger med resten af galehuset. Også genialt med tekstoversættelse på facademuren, igen ren stumfilmsæstetik.

Det er lidt som herskab og tjenestefolk, der visiterer Fawlty Towers i Mozart-dur, men til sidst går luften alligevel af ballonen, når det hele skal gå op i traditionel lykkelig kærlighed. Rossinis ’Barberen i Sevilla’ er baseret på første del af Pierre Beaumarchais’ ’Figaro’-skuespiltrilogi, og passer fremragende sammen med Elisa Kragerups endnu mere balstyriske tolkning af Mozarts ’Figaros bryllup’, fra anden del af samme trilogi. Så er det man drømmer om, at den tredje del (som opera mindre kendt) kunne få en opsætning af endnu en vild visionær, som Christian Lollike måske.