Inherent Vice

Hash, tjald, pot. Højst sandsynligt den største af de iboende laster, titlen hentyder til. Men der er et væld af livsalige laster, defekter og svagheder at fornøje sig med i Paul Thomas Andersons nyeste filmtrip tilbage til den desillusionerende brydningstid, hvor alle synes at have noget eller nogen at flygte fra – åndeligt eller legemligt.

Efter denne filmatisering føler man sig – helt i kultforfatteren Thomas Pynchons ånd – lidt småskæv, altså som om man har røget en bong, eller junket andre euforiserende stoffer. Og sådan helt peace, love and understanding – for denne film noir-hyldende detektiv-eskapade udviser fuldblodskærlighed til den mangfoldighed af personer, der befolker dette surf ’n’ turf Los Angeles anno 1970.

Netop kærligheden er også højt på laste-indekset hos privatdetektiven Doc Sportello (Joaquin Phoenix), og med ekskæresten Shastas (Katherine Waterston) femme fatale-agtige entre og klassiske tre-fire-femkantsdrama introduceres en krimisag, der hurtigt og fermt spinder i alle mulige retninger. Med lige dele solsider som skyggeflanker, og gennemsyret af ironisk humor.

Anderson og Pynchon er et suverænt match – begge eminente til den multistrengede og allegoriske fortælling, hvor karaktererne oftest får mere plads end handlingen. Her er derfor en overflod af referencer og hurtige hints, der skal formidle tidssignaturen og sindsbilledet for denne generation af kult-, kartel- og konspirationsfrygt. Lidt forceret i øjeblikke, men også en forvirring, der harmonerer lifligt med åndeligheden.

Flertydigheden i Andersons Oscar-nominerede manuskript skaber megen fryd og bidrager til vores følelse for pot-rusen, der er en del af Sportellos dynamo. Plotmæssigt centreret i The Golden Fang, der defineres som både indokinesisk narkokartel, en sortlistet filmstjernes lystbåd (tidligere cubansk fiskerpram), og et skattely for tandlæger med et suspekt klientelopbud.

Ligeledes har de fleste karakterer flere affærer end de kan holde styr på. Deriblandt boligmagnaten Mickey Wolfmann, der er forbundet med mesteparten af de forsvundne, døde og eftersøgte i dette lala-land. En kort, men spot-on performance af Eric Roberts. Ligesom resten af ensemblet, særligt Martin Short som drug-liderlig tandlæge og Owen Wilson som surf-saxofonist i diverse inkarnationer.

Det allermest forrygende modspil til Phoenix’ Neil Young-inspirerede bong-hoved er dog Josh Brolin som politikommisær Bigfoot, der virker ligeså firkantet som hans frisure men faktisk er mere kuriøs end selv hans sutte/slikke-mani afspejler. Han er knastør og ustyrlig til perfektion, og hans flugtvej går gennem en ’Dragnet’-agtig tv-karriere.

For alle deres forskelligheder har disse personligheder alligevel mere til fælles end ’Inherent Vice’ umiddelbart kan rumme. For trods den håbefulde slutning om at være hinandens vogtere og forløsere, er den fælles frygt og flugt stadig blandt deres – og vores – iboende svagheder.