Under the Skin

Ind under huden. Det er der rig mulighed for – fysisk og psykisk – i britiske Jonathan Glazers underfundige, men også udspekulerede kunstfilm ’Under the Skin’. Og skal man have optimalt ud af filmen bør man indstille sig på at tage den store kunstneriske analysebrille på.

At Glazer har en baggrund som hypet musikvideo- og reklameinstruktør, er yderst tydeligt i dette hans drømmeprojekt. For selvom hans to andre film ’Sexy Beast’ og ’Birth’ har antydet stilismen over historien, har ’Under the Skin’ helt tydeligt inspireret større visuelle kunstgreb.

Det er ret kryptisk og ofte metaforisk frem for narrativt i denne hybrid af sex-horror og sci fi-drama, der kan få enhver til at søge referencerne til eksempelvis Kubrick, Roeg og Lynch. Handlingen – med en snert af inspiration fra Michael Fabers roman – er ret simpel og bliver først engagerende i anden del af filmen, hvor hovedpersonen, den fremmede, udvikler sig via påvirkninger fra vores verden og befolkning.

Den fremmede har skikkelse af Scarlett Johansson, og hun er perfekt i denne rolle, hvor hendes skøn- og naturlighed står i kontrast til det syntetiske rovdyr, karakteren substantielt er. Hendes udvikling sker blandt andet i den omfattende nøgenhed, og scenerne, hvor hun udforsker sin krop, er besnærende smukke. Og så er der en fed pointe i, at hun aldrig føler hun sig afklædt, trods helt nøgen.

I første halvdel af filmen bruger Glazer skjulte kameraer til at vise virkelighedens – primært mænds – reaktioner på denne indbydende fremmede. Ganske fascinerende, og uhyggeligt når realismen kontrasteres med et afgrundssort rum af absurdisme, hvortil kvinden forfører mændene. De sorte scener er dybt hypnotiske, men der går for meget kunstinstallation i dem, og mystikken er tæt på at miste sin kraft i gentagelserne, før man kommer under overfladen og får syn for meningen.

Filmens ide om at se på vores verden med nye øjne har flere interessante pointer, som ikke alle uddybes lige fermt. Vellykket er temaet om, hvordan det fremmede opleves, integreres og udfordres, hvor objektvinklen rykkes flere gange og sætter fokus på symptomatiske, triviale og gennemskuelige reaktionsmønstre.

Det lille håb om menneskelighed, som få scener og karakterer afspejler, får en både brat og grum afrunding, der pointeres i den sidste blændende afklædning og udforskning af skindet. Vi er, hvad vi er skabt af, til og gennem – og det har virkelig svære kår for ændring.