Girls Night Out
KOMEDIE
Originaltitel: Rough Night
Premiere: 20. juli 2017
Man tager fem damer, der for længst har bevist deres talent både indenfor både komedie, drama, indie og blockbuster. Så stikker man dem et manus og så skulle man nemt kunne banke en film sammen, der både er sjov, rørende, har kant, og samtidig få kvinder i biffen, ikke sandt? På papiret, jo. Men det er næsten lige så svært som at komme af med en død stripper for de fem lettere modvillige veninder.
Jess (Scarlett Johansson) skal giftes. Hendes nærmeste veninde Alice (Jillian Bell) har fået resten af slænget – plus en nyere veninde fra Australien (velspillet af Kate McKinnon) – med på en polterabend, der fra første færd er dømt til at gå galt på slapstick-måden.
Noget af det, der fungerer i dette rodsammen af en komedie, er de selvbevidste jokes om, hvad man må. Må man shame en kvinde, der selv vokser sine pubeshår? Må man kalde australiere for kiwier? Begge svar er nej, det sidste siger amerikaneren, der spiller aussie.
Men man må gerne have usømmelig omgang med lig. Så længe de er mænd. Det er nemlig skidesjovt og uden de store konsekvenser. En slap dick-komedie. Mænds kroppe er bare så sjove! Stor ros til Ryan Cooper (der faktisk er fra Australien) for at spille liget.
Der er nu masser af spas i denne film og også ret rørende scener. Problemet er, at instruktør/forfatter ikke formår at binde det helt sammen på trods af den enorme talentmasse. Lucia Aniello og Paul W. Downs (der spiller Jess' vattede forlovede) står bag 'Broad City', hvor korte episoder med tåkrummende og hysterisk morsom humor også har en dybere brod.
Her er det lidt enten-eller. Enten tåkrummende eller hysterisk. Man fornemmer ikke helt evnen til at føre historien forbi de enkelte scener, sandsynligvis fordi Aniello er forhippet på at gøre kvinder sjove, fremfor at have en sjov historie, der tilfældigvis har kvinder i den. Også kendt som Paul Feig-metoden. De bærende figurer er for tynde. Ja, ikke den fede veninde (som er anstrengende og den, der slår stripperen ihjel ved at bruge sin krop). Det er først sent, at hun får noget, vi kan relatere til. Bifigurerne fungerer til gengæld godt, særligt Demi Moores cougar.
’Girls Night Out’ er skæg, men kunne være så meget sjovere, hvis Anielllo havde givet mere plads til improvisation. En komedienne som Kate McKinnon skal ved den søde grød ikke tøjles af let tåbelige replikker og unødvendige hundebid.