Marriage Story

Det er ikke nogen sensation at Noah Baumbach har lavet endnu en film om splintrede forhold i et lettere sofistikeret lag af Amerika. Men at han har gjort det med så ufortyndet storsind, dét er en overraskelse med varig sprødhed.

Nicole (Scarlett Johansson) og Charlie (Adam Driver) beundrer stadig hinanden som omsorgsfulde forældre til Henry, men deres indbyrdes forhold er tyndslidt. Nicole er færdig med at ofre sig for det samliv, der giver Charlie plads til at finpudse sit geni i instruktørstolen, mens hun, som skuespiller og partner, modellerer sig efter hans vision. Hun vil skilles og hun vil tage Henry med sig fra New York til Los Angeles, hvor et nyt liv venter.

I al sin enkelhed indkapsler ’Marriage Story’ skilsmissens hverdags- og retssalsdrama, hvor fælles liv reduceres til et regnskab af svigt og gode intentioner afskrives som en ubrugelig valuta.

Hvis man er den mindste smule forgabt i Johanson eller Driver, kan man roligt glæde sig til både nedtonede udtryk i penible situationer og ekspressive anfald af raseri. Især blænder Driver, når han fortolker farens afmagt med spidsfindig mimik og markante anretninger af det langlemmede korpus. Han leverer en dirrende version af den klassiske vred-mand-slår-hul-i-sin-væg, og forsøger siden at aflede en stram socialarbejders opmærksomhed, da hun stirrer foruroliget på det knytnæveformede hul.

Tristessefnis og fysisk komik blander sig sømløst med alvoren, og Baumbachs vanlige ironi er udeladt. Det plejer at fyge med svidende replikker eller fortællegreb, der vrænger ad karaktererne, mens der i ’Marriage Story’ kun er enkelte reminiscenser af den sarkastiske afstand. Nicole og Charlie skildres, trods usympatiske træk, med stor indlevelse, ikke mindst i kraft af musikken, som stryger sig i emotionel samklang.

Det er virkelig prisværdigt at den ironifortrolige instruktør vover at gengive følelser uden syrligt omsvøb. Den nye inderlighed er ikke nødvendigvis bedre end de misantropiske knirk (jeg holder for eksempel stadig af vidunderligt perfide ’Margot at the Wedding’), men den viser at han sagtens kan operere med et bredere spektrum. 

Mindre overvældende er blikket på den lille Henry (Azhy Robertson). Selvom scenerne med ham fungerer godt hver for sig, giver helheden indtryk af en ret upåvirket dreng. Det gør dog meget lidt, for fokus ligger klart hos forældrene og der er nok af velskrevne biroller. Blandt andet advokaten Nora (Laura Dern), der er lige tilpas enerverende som lyserød manipulator. Når Nicole forklarer, at hun gerne vil gå nænsomt til Charlie, og Nora svarer: ”vi gør det så blidt som muligt”, så har man godt på fornemmelsen, at hendes blidhedsbarometer nok er en smule forskruet.

Det er noget af en ambition, at gøre et pertentligt udfoldet brud til en alt andet end kedelig proces og det lykkes bestemt med de her scener fra en skilsmisse – endda med en varme, der gør det muligt, at forlade rulleteksterne i en behageligt flosset tilstand.