The Zone of Interest

Udpenslede rædsler kan være modbydeligt at se på, men når ondskab gøres til en usynlig banalitet bliver det langt mere uhyggeligt. Og det er netop det Jonathan Glazer gør mesterligt i sit gåsehudsfremkaldende Holocaust-drama ‘The Zone of Interest’, om Auschwitz-kommandaten Rudolf Höss og hans familie.

Frit baseret på Martin Amis’ bog kigger Glazer ned i afgrunden, men forsøger klogt nok ikke at forklare Holocaust. Rudolf (Christian Friedel) og hustruen Hedwig (Sandra Hüller) spyr ikke om sig med nazistisk ideologi, de legemliggør den. De er, antyder filmen, repræsentative for de millioner af almindelige tyskere som småsnakker over morgenmaden, mens deres naboer blev slagtet.

Der er fokus på den landlige lykke i Höss-familien. Bade- og fisketure i den smukke omkringliggende natur og ikke mindst livet i det pænt indrettede hjem med tjenestefolk og den frodige have med blomster, drivhus, swimmingpool og grøntsager. Dog omgivet af en høj mur med pigtråd til lejren på den anden side, men den vil blomsterne dække, når de vokser til, forklarer Hedwig sin mor under et besøg. Børnene leger og trives og Hedwig er begejstret for det paradis de lever i mens hun svælger selvtilfreds i sin uofficielle titel: Dronningen af Auschwitz.

Genistregen med filmen er Johnnie Burns lyddesign, der sammen med Mica Levis fremragende score, danner den ultimative kontrast til billedsiden. Det er ikke et traditionelt soundtrack. Der er udbrud af musik samt fragmenter med råben og skrig. Lyden ligger i lag med hverdagens samtaler og småsnak i forgrunden over en vedholdende nervepirrende lav maskinelignende brummen, som en slags dødens motor, kun afbrudt af dæmpede skudsalver og lyden af tog. Det er vanvittigt effektivt og en grotesk kontrast til det almindelige familielivl. De reagerer ikke på lydene. De er vant til det. 

Kvalmende detaljer bliver ondskabens banaliteter. Gartneren der gøder jorden med aske. Sønnen der nærstuderer tænder med guldkroner. Et møde Rudolf holder med nogle eksperter om hvilke forbedringer man kan lave for at effektivere afbrændingerne. 

Vi kommer aldrig ind i selve lejren. Det mest dramatiske er nogle uhyggelige sort-hvide sekvenser af en pige, der placerer æbler til fangerne rundtomkring i lejren om natten. Disse mellemspil afviger radikalt i udseende og tone fra resten af filmen. De er optaget med et termisk kamera og er akkompagneret af voldsom musik og som alt andet danner de også kontrast - de viser nemlig samtidig det eneste tilfælde af venlighed og modstand mod det der foregår i lejren.

’The Zone of Interest’ er en film der bliver i kroppen længe efter lyset er tændt i salen. Jonathan Glazer har simpelthen lavet et dybt rystende og mesterligt konstrueret mareridt.