Doktor Zjivago

Han er ikke den typiske helt, for han følger meget med strømmen og kæmper ganske individuelt. Trods hans navn er i familie med det russiske ord for levende/livlig: Zhivoy.

Jurij Zjivago er humanist og idealist, og søger derfor at hele kroppe som læge, og hele sjæle som poet. Hans eget hjerte lever dog sit eget liv, og han finder en sjæleven i Lara Antipova. De genkender hinandens traumer af svigt og tab og har en fjende tilfælles.

Denne fjende bliver på flere måder et femte hjul i kærlighedsdramaet, der allerede rummer Jurijs og Laras ægtefæller: Den viljestærke Tonja, der netop har født en søn; og den ustyrlige revolutionær Pasja, der myrder sig til krigsmagt.

Boris Pasternaks storroman fra 1957 var krig og kærlighed på så højpolitisk niveau at den først blev officielt udgivet (i ucensureret form) i Rusland i 1988. De storladne følelser af revolution og romance egner sig fortrinligt til musikteater, men den karakter- og handlingsmættede bog er svær at komprimere til få timers show. Det virker ofte ret kompakt og forhastet, når de mange korte scener skal aktivere endnu et handlingsryk.

Det ujævne tempo udglattes fint af Lucy Simons (søster til Carly) musik, og den svenske oversættelse flyder frit og ofte poetisk. Dog ikke så lidenskabeligt som Maurice Jarres filmmusik fra 1965-klassikeren med Omar Sharif og Julie Christie. Fans vil kunne genkende nogle sluttoner derfra, og komponisten arbejder stadig på at raffinere nogle sangsoloer med Jarre-tilsnit.

’Doktor Zjivago’ er nemlig en ret ny musical, der stadig kæmper for sin Broadway-opsætning. Der var mini-premiere i San Diego 2006, og dernæst i revideret version i Sydney 2011. Skandinavien-premieren tilhører Malmø Opera, der bare tør så meget mere end andre her i regionen. Så hemskt mycket tack!

Der er ikke meget muzak a la russe, kun til et bryllup, hvor kostumerne også går herligt i tern, striber, flæser og hatte som ushanka. Ret velfungerende er Martin Chocholouseks scenografi domineret af en tredelt trappe og to jerntårn til hængning af eksempelvis forrædere. Dertil utallige små detaljer med masser af liv: Der skovles sne, tændes lys, stables bøger, sys tøj, høstes med sabler, repareres skudsår og læses breve.

En af de mest rørende scener er duetten mellem Lara og Jurij, der læser (synger) en død drengesoldats brev til den udkårne, som han endnu ikke har erklæret sin kærlighed. Præcis som Lara og Jurij. Derfra er der ingen vej tilbage. Hverken for kærlighed eller krig.

Krigsscenerne bliver noget repeterende i længden, og især en karakter halter efter alt andet: Viktor Komarovskij – det femte hjul, der burde skabe ekstra spænding. I stedet virker skuespilveteranen Johan Rabaeus ret karikeret og slesk, helt uden den gemene trussel man forbinder med rollen. Hans svage stemme og underlige intonation gør intet heller, og spændingen forsvinder i den overdrevne makeup.

Heldigvis en ene undtagelse i et særdeles vellykket cast, hvor der først og fremmest har været høje forventninger til en: Sanna Nielsen, der var med i toppen ved Melodi Grand Prix i foråret. Som Lara kæmper hun med skuespillet, men er absolut i top med sin høje, klare stemme. Blid i soloen ’I en ljuvlig vals’, gribende i duetten ’Forvånes inte alls’ med Åsa Fång, og kraftfuld i ’Ändrar allt’, der flyder ud i hele kærlighedskvintettens kulmination. Med de scenevante og charmerende herrer Christopher Wollter og Philip Jalmelid i fuld vigør som Jurij og Pasja.

”Alt fylder os med liv, hvis vi tillader det,” konkluderer Zjivago, og i slutscenen mindes han som en af århundredets største poeter, der har efterladt en arv af kærlighed. Til landet, folket og individet, der alle møder deres traumer og forsøger at hele dem.

Så selvom ’Doktor Zjivago’ ikke føles helt så levende og passioneret, som man kunne ønske sig, er det en klassisk storladen fortælling om menneskelige værdigrundlag. Som sikkert ville egne sig endnu bedre til operaformatet, hvor dramaet og sentimentaliteten har sit naturlige lejde.