Rebecca

Dybt i sindet lagres vores minder. Gode som onde er med til at forme vores personlighed. Naturligt og nødvendigt. Bare man ikke fortaber sig i minderne – som det sker for flere i mødet med Rebecca og hendes palæ Mandaley.

Daphne du Mauriers klassisk-gotiske kærlighedsroman fra 1938 blev til film af Alfred Hitchcock allerede to år efter sin udgivelse, til opera i 1982 (af engelske Wilfred Josephs), og i 2006 til dramamusical af tyske Michael Kunze og Sylvester Levay.

Der er lidt af det hele i Åsa Melldahls ’Rebecca’, og det er både godt og ondt. Fint nok med Hitchcock-spiraler og andre filmiske projektioner, og selvfølgelig vil vi ikke undvære det fremragende operakor. Men desværre må der dømmes stilforvirring – på den mindre vellykkede måde. Der er simpelthen for meget spas og schwung til det psykologiske drama, som oplægget er.

Netop den psykologiske og dramatiske dybde er kriterier, Kunze betoner blandt de vigtigste i hans dramamusicals, som han har udviklet siden starten af 1990'erne. Deriblandt ’Elisabeth’, der internationalt er den mest succesfulde tyske musical. Men fremfor alt skal historien fortælles – også i sangnumrene – og det gør ’Rebecca’ glimrende.

Lidt langsomt i optrækket og lidt for tjept i udløbet udfolder romancen sig mellem den unge selskabsdame og enkemanden Maxim de Winter. Hjemme på godset Mandaley vælter spøgelserne ud af sprækkerne. Maxims første kone, Rebecca holdes i hævd af den bryske Mrs. Danvers, og Maxim opfører sig mystisk.

Musikalsk, sang- og karaktermæssigt fungerer det flot og medrivende. Orkestret får manet thriller-stemningen frem og særligt to solister får nakkehårene til at rejse sig. Den gennemgående titelsang behersker Nanne Grönvall (trods forkølelse på premiereaftenen) som Mrs. Danvers, og hendes dybe og kraftfulde stemme sætter tonen for Rebeccas dominans. Stort indtryk gør også Philip Jalmelid med Maxims klagesang ’Gud, varför?’, hvor mange takt- og toneskift skaber jagende emotionelle nuancer. Også stærk er hans tilståelse om Rebeccas iskolde grin – der i momenter minder om en velkendt ’Phantom’-sang.

Generelt et godt persongalleri med god basis for gru og gysen. I stedet overdrives fjas og spas med en ligegyldig society-amerikaner og malplacerede kostumer af Annsofi Nyberg. Som et sammenbiks af pantomime-, harems- og varietéshow tilsat præstekraver og nytårshatte. Kun tjenerstabens sort-hvide ekviperinger med skarpe albueærmer er interessante.

Rekvisitter og scenografi er ultra-minimalt for at give plads til Visual Reliefs videoprojektioner, såkaldt mapping. Det er godt tænkt, men lidt kedeligt og ikke særskilt veludført. Ofte for gennemsigtige og uskarpe, med skæve rammer og glippende overgange. Der mangler lag, måske fordi baggrunden er tomme flader. Jo, der er da lidt flammer i pejsen, blafrende grene og bølgende vand, men kun enkelte øjeblikke er fascinerende – eksempelvis brug af billedrammen i soveværelset, og tågerne, der gør Mandaley helt spøgelsesagtig og gotisk.

Havde man dog bare koncentreret sig om uhyggen og Rebeccas imminente påvirkning. Fortabelsen i minderne er central i fortællingen, og man burde føle psykologien i det. Når nu det er en dramamusical! Måske burde man endda have vovet sig hele vejen... til operaversionen.