Lucy
SCI FI-ACTION
Premiere 7. august 2014
At vi kun bruger omkring 10 procent af vores hjernekapacitet er en myte. Alligevel diskuteres det – og muligheden for optimering – livligt i forsker- og ekspertkredse, og er en fabulerende legekasse for diverse kunstnere. Med ’Lucy’ har Luc Besson begået den vildeste filmversion af hjerneriet.
Meget snedigt har Besson valgt Morgan Freeman – troværdighed og autoritet en masse – som professoren, der sideløbende med actionsekvenserne redegør for hjernens celler og evner. På et tidspunkt besvarer han endda et spørgsmål om 100 procent kapacitet med, at det er science fiction.
Satiren er intakt, men mere af slagsen kunne udligne noget af det irrationelle galimatias, der får filmen til at ligne et syret junk-trip. Det starter ellers godt med Pilou Asbæk som Lucys (Scarlett Johansson) luskede filejs og en påtvunget kurertjans for en kinesisk gangster (Choi Min Sik). Men snart er de euforiserende krystaller på vildspor og indleder en kapacitetsudvidelse, som omdanner Lucys mentale og korporlige organisme til et omnipotent geni.
Besson har leveret nogle af de sejeste og mest ikoniske actionheltinder, og super-Scarlett er hyper-cool, en ægte mandefantasi med både animations- og gaming-træk. Et par ganske originale scener viser, hvordan Lucy længst muligt holder fast i feminine værdier som ansvarlighed, sympati og etik; og efterhånden som det analytiske og målrettede booster hende, droppes folk i søvn eller lammes svævende under loftet – i stedet for fysisk vold.
Desværre skaber det en mangel på spænding. For ingen eller intet er en trussel mod en kvinde, der kan kontrollere alt og alle. Slås- og skudscener står franskmænd og kinesere for, men det virker lidt ligegyldigt for Lucys mission.
Alligevel keder man sig ikke. For Besson kan sine actiontricks, har visuelt overskud og virtuost flow samt et associationsniveau, der syder. ’Lucy’ er totalt overdrive, der aldrig ender. Troværdig eller ej, så er man ofte opslugt af spektaklet.
Eftersmækket er dog en anden sag. Der står man nemlig med et spørgsmål om hvad – som direkte opfordret i slutningen – Besson vil have os til at tænke og gøre med vores hjernekapacitet. Jeg ved det ikke, og hvis jeg kun brugte 10 procent af min kapacitet, vidste jeg det da slet ikke!