Vi er de bedste!

Hvem kender ikke følelsen af at være anderledes og udenfor i teenageårene? 'Vi er de bedste!' rammer denne følelse meget præcist. Men den indeholder derudover også en pænt stor sjat feel-good faktor (jvf. filmens titel), og resultatet er en herligt livsbekræftende film.

Året er 1982. I Stockholm vokser den 13-årige Bobo (Mira Barkhammar) og hendes bedste veninde Klara (Mira Grosin) op i opposition til både irriterende forældre, klassekammerater og velmenende pædagoger. Hvor de andre piger i klassen er til pastelfarver og crepet hår, foretrækker Bobo og Klara hanekam og punk, som de stædigt insisterer på, ikke er død.

Da de starter et band kun bestående af dem selv på trommer og bas, og uden i øvrigt at kunne spille, er det egentlig først bare ment som en joke. Men det bliver hurtigt alvor, og Bobo og Klara rekrutterer Hedvig (Liv LeMoyne) til bandet – endnu en outsider, som ikke har nogen venner i skolen, men som kan spille guitar. De tre er meget forskellige, men deres fælles musikinteresse bringer dem sammen i et fællesskab, som kulminerer i deres første koncert.

Dem blandt publikum, der er vokset op i 80’erne, vil kunne nikke genkendende til nogle tidstypiske modeindslag, blandt andet til skolens fælleskoncert, hvor en flok piger laver en Jane Fonda-inspireret aerobic-danserutine iført stramme heldragter. Men temaerne i 'Vi er de bedste!' er tidløse: Venskab, den første rigtige teenageforelskelse og hvordan det er at gå i 7. klasse og føle sig kikset.

Lukas Moodysson har både skrevet manuskriptet og instrueret. Han har som instruktør en fantastisk evne til at få 100 procent troværdige præstationer ud af sine unge, ukendte skuespillere. Og alle hovedrollerne er perfekt besat. Det samme gælder de voksne biroller. Især skal dansk-svenske David Dencik fremhæves i en mindre rolle som sød og pinlig far, hvis opførsel får Klara til at krumme tæer.

I sin tone minder 'Vi er de bedste!' meget om 'Fucking Åmål', som efterhånden har 16 år på bagen, men stadig er en af Moodyssons allerbedste film. Og som man gjorde med 'Fucking Åmål' forlader man biografen både opstemt og glad over at have set en fremragende film. Men også en smule lettet over, at man ikke længere er teenager ...