Hamilton: I nationens interesse

Hvis det skal være skandinavisk action med politiske over- og undertoner, så er Kathrine Windfeld den instruktør, man skal have fat i.

Hendes bud på ’Hamilton’ er simpelthen solidt og meget fermt håndværk, smukt skudt og med et tempo, der ikke lader Hollywood få et ben til jorden. Jeg forventer mig store ting fremover fra den dame, så er det sagt.

Carl Hamilton (en yderst vellignende Mikael Persbrandt) er efter tyve år i den svenske efterretningstjeneste træt af at være det, han er. Et iskoldt, übereffektivt redskab, der både fungerer på systemets præmisser og står udenfor det. Han vil ud. Have et liv, mens han kan. Sådan kommer det naturligvis ikke til at gå.

Filmen drøner fra det ene eksotiske og livsfarlige sted til det andet. En vognfuld højteknologiske svenske våben kommer i de forkerte hænder, en svensker kidnappes i Afrika og trådene i intrigen fører helt til tops i den svenske regering og storindustri. Og den eneste, der kan redde dagen, når alt kommer til alt, er Hamilton.

Det er desværre sigende, at man egentligt er lidt ligeglad med plottet og hullerne i selvsamme. Der er kun få overraskelser (men en af dem er grum), for uanset de mange spændende locations, så er det de samme mennesker, der fører handlingen videre.

Imens nyder man dog det eminente fotoarbejde, de gode birollepræstationer hos blandt andet David Dencik (er der en film, den mand ikke er med i for tiden?) og jordanske Saba Mubarak som PLO-agenten Mouna.

Det er også en fornøjelse at se hvor ubesværet Hamilton får klaret ærterne, mens kuglerne hvirvler om ørene på ham. Hans afvæbninger og bevægelser i kamp er en slags voldelig tai-chi, man ikke kan undgå at blive fascineret af. Manden trænede både med amerikanske Navy Seals og den svenske elitestyrke SSG. Det ses.

At begejstringen alligevel ikke er større, hænger sammen med plottets tyndhed og de noget skabelonagtige bifigurer. Selv en habil Jason Flemyng får ikke meget ud af sin fæle lejesoldat.

Kathrine Windfeld har stor erfaring med at skabe spænding på svensk tv, og manuskriptforfatter Stefan Thunberg ligeså, men alligevel mangler der noget ekstra. Der er sådan set dybde, spænding og interessante karakterer nok, men det fænger ikke helt. Måske er det Jan Guillous skyld.

Den sidste stjerne gives uden tøven for Mikael Persbrandts isblå øjne og overlegenhed i rollen, der rigeligt er billetten værd.