Heli

Værdiløshed er den følelse, man lammetæves mest af i mexicanske ’Heli’, som allerede er berygtet for sine ekstreme voldsscener.

Underkuelsen og voldsdemonstrationen i den knugende startsekvens er et råt fuldtræf på det narkorelaterede volds- og magthelvede, som det mexicanske folk længe har haft alt for tæt inde på livet. Autoritær korruption og generel magtesløshed har efterladt befolkningen i et limbo af overhørighed og desperation, der på ny skaber mere handlingslammelse.

Særdeles stærkt har Amat Escalante – der vandt instruktørprisen i Cannes sidste år – valgt at fokusere på ungdommen som både ofre og bødler. Det er Mexicos barske og blodige fremtid, der her udstiller deres forkvaklede idealer og skræmmende ligegyldighed overfor menneskeliv.

Mest chokerende og alarmerende i den centrale torturscene, hvor et træbat smælder mod nøgne kroppe og ild ætser genitalier. Med åndsfraværende drenge som tilskuere – imens de skiftevis spiller på tv-skærmen, filmer med mobilen eller svinger battet selv.

Distance er muligvis den eneste måde at klare sådanne voldsscenarier, og som publikum fornemmer vi knægtenes smittende følelseslammelse snige sig ind. Bortset fra at drengene er ligeglade, og vi er dybt forfærdede. I sidste instans ængstes vi mere af karakterernes reaktioner end af selve volden.

Escalantes konfronterende, detaljerede vold placerer sig et sted mellem realisme og stilisering, idet den tilstræber provokationen. Men med sine ofte skæve billeder på hverdagslivet i et fattigt, narkobelastet miljø skabes en absurditet, der giver ’Heli’ en snert af tragikomisk drama.

Blandt disse scener er temaet om seksualitet, som afspejler et sært mix af fødselstraume, ejetrang, autoritetsmanipulation, straf og et enkelt lille håb i slutningen. Men som kontrast til værdiløsheden halter psykologien og affekten lidt, og ’Heli’ efterlader en altoverskyggende følelseslammelse. Hvilket selvfølgelig er en del af hensigten med lammetæveriet.