Lys efter mørke

Lad det være sagt med det samme: Man skal virkelig have god tid, når man ser ’Lys efter mørke’, men så får man stort set også alt med hjem.

Egentlig burde man nærmere hviske, at mexicanske Carlos Reygades’ nyeste film er værd at bruge tid på. Hviske, fordi ’Lys efter mørke’ mest af alt virker som et vindpust, en hvislen i hækken, et rislende forsøg på at vise os noget.

I en relativt enkel historie følger vi en families mere eller mindre udflydende traumer. Billederne smelter sammen med personerne, stikker af fra dem, forfølger dem, snapper ud efter tilskueren og kræver, at man tænker over hver eneste lille scene, hvert enkelt billede eller samtale. Alt er svævende, alt er til diskussion.

Nogle af de mange naturmetaforer fungerer på Tarkovsky-maner, mens andre svømmer for langt ud og drukner. Men det er netop de smukke øjeblikke – der i øvrigt minder om Tarkovsky-film som ’Ivans Barndom’ og ’Spejlet’ – som gør Reygades’ film så fremragende. At tage sine billeder et sted hen, hvor de aldrig har været før. Det gør han på befriende vis ved at skele tilbage i filmhistorien, samt ved at insistere på at intet må se normalt ud.

Når tempoet trækkes for langt, serverer Reygades pludselig et hårdt kæmpende drengerugbyhold, der minder os om, at uanset hvor smuk ensomheden kan være, så er det teamwork, der bringer verden fremad. Ligesom Reygades er bragt frem på skuldrene af fortidens store art film-fortællere.

Det lå i kortene med ’Japón’ (2002) og ’Stille lys’ (2007), men ’Lys efter mørke’ er Reygades’ stilistisk set mest gennemførte og eftertænksomme film. En eksperimenterende triumf, hvor han tør vove sig ud på dybt vand. Og derude svømmer han aldeles fremragende.