Gloria

58-årige fraskilte Gloria tager efter arbejde alene i byen og danser med fremmede mænd og potentielle elskere. Så tit hun kan. Børnene er blevet voksne, ringer ikke så ofte, og lever mest deres egne liv. Gloria forsøger også at leve sit, så godt hun kan, og med øjnene åbne for nye venskaber og mulige romancer til Donna Summer-hittet ’I feel love’. Dette er præmissen for Sebastián Lelios fremragende og rørende chilenske film om en del af livet, der alt for sjældent skildres så fint og respektfuldt som i ’Gloria’.

I modsætning til adskillige amerikanske produktioner, hvor den midaldrende generation (og kvinder især) ofte fremstilles som fjollede eller overdrevent bedstemor-kloge, får vi her serveret en kvindeskikkelse så ægte og dragende, at man næsten glemmer, at hun bliver gestaltet af den fantastiske skuespillerinde Paulina García – som yderst velfortjent vandt prisen som Bedste Kvindelige Hovedrolle på årets filmfestival i Berlin.

På en af sine natlige ture til det lokale danse- og mødested for jævnaldrende singler, møder Gloria den ditto fraskilte Rodolfo (Sergio Hernández), som med bedende hundeøjne og gentleman-manerer charmer den ellers ikke uefne forførerske. De to indleder et forsigtigt forhold, til trods for Rodolfos besynderligt uafklarede relationer til sin hjælpeløse ekskone, og ikke mindst hans forsørgerrolle for et par voksne, snotforkælede døtre.

Gloria er klogeligt en kende på vagt, og det er skønt med en heltinde, som ikke blot kender sit værd, men som også tør favne sin egen ensomhed, frem for at ofre sjæl og krop for et vi i hverdagen. Tøffelhelten Rodolfo ejer ironisk nok en forlystelsespark for (langt yngre) drengerøve, og skal tids nok fortryde, at han lærer Gloria at håndtere paintball-geværet ...

I vores uhyggeligt ungdomsfikserede verden, er Gloria en sjældent vidunderlig påfugl af en film. Gloria indtager hver eneste scene i filmen, og det er udelukkende gennem hendes oplevelser og reaktioner, at historien formidles. Hun er et vidunderligt bekendtskab, Gloria, som drikker lidt for mange kulørte drinks på diskoteket, og med tømmermændene bankende i hovedet træt vender ryggen til larmende demonstrationer i Santiagos gader.

Hun er gammel nok til at have set det meste før. Nu får ungdommen lov til at råbe politikerne op, mens Gloria lukker øjnene og sover sin egen rus ud. På denne elegante vis væver Lelio skygger af samfundskritik ind i sin heltindes hverdag, men maler heldigvis konsekvent med små pensler, så intet får lov til at overskygge Glorias fortælling. Eneste anke må være, at man med fordel kunne have barberet et kvarters tid af spillelængden, for et mere skarpt indtryk af filmens sidste halvdel.