Tigerhjerte svøbt i kvindehud

Det stærke køn. Er man i tvivl om, at det er kvinden, der har bukserne på og kan bære diverse manderoller, så er man overbevist efter Shakespeare-collagen ’Tigerhjerte svøbt i kvindehud.’

Her får det mandsdominerede Shakespeare-univers et kvindekick af format, når fire fabelagtige teaterdonnaer – Danica Curcic, Signe Egholm Olsen, Helle Fagralid og Kirsten Olesen – folder sig ud som ikke bare ladyer og dronninger, men også konger og knægte. Og får rusket lidt i spillet om dominansen. For der er heldigvis sket meget siden kvinder ikke måtte gå på scenen, og derfor blev spillet af unge drenge.

Men ordene er stadig vidunderligt smukke og medrivende – i Niels Brunses kyndige oversættelse – og instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen har samlet et klassisk sceneudvalg fra 13 stykker. Nogle mere genkendelige end andre, og nogle så korte at de bliver ligegyldige. For i Shakespeare-dramaet er opbygningen vigtig, alle de smægtende ord, der revser, roser, rænker og raser, så det mærkes dybt ind i sjælen og hjertet.

Med kærligheden som rød tråd følger massevis af følelsesudbrud i enkeltscener, der indimellem afbryder hinanden. Det skaber lidt forvirring, også fordi man hurtigt skal kunne genkende karakterne/stykket for at få det fulde udbytte. Men det sår også tanker om hvordan forestillingen kunne være løftet – kunne karaktererne eksempelvis interagere på tværs af stykkerne? I hvert fald savnes mere dramaturgisk kreativitet, en retning eller en udvikling.

Det enkle udtryk i kostumer og scenografi sætter naturlige begrænsninger for stemningen, men scenograf Maja Ravn brillerer i øjeblikke med få midler. Hele badeværelses-scenografien rykker ret godt med kønsrolleteamet; og det tunge, røde kæmpeklæde tilsat rød spotlight er flot og farligt som base for Othellos blodsprængte skinsygeattak mod Desdemona.

Men det er selvfølgelig de excellente skuespillerinder, der gør collagen super-seværdig. Danica Curcic er fantastisk som et par af de mest kendte Shakespeare-karakterer: En fjantende vellystig Kleopatra og en selvironisk Hamlet-slacker. Mest nerve har Kirsten Olesens intense gestaltning af Richard III og hans forførelse af Lady Anne med Helle Fagralids uforlignelige sårbarhed. Og så kommer man næppe til at se en mere desperat Desdemona end Signe Egholm Olsens rå og blottede variant.

Titlen er suveræn, ligesom verset den kommer fra: Hertugen af Yorks sidste ord i ’Henry VI’. Beskrivelsen af et magtfuldt, passioneret og dyrisk sind under det (ofte) blide ydre. Tigerhjertet under kvindehuden. Naturkraft, råstyrke og handlekraft. Så stærkt elsker kvinden! Og vil til enhver tid trumfe over manden følelsesmæssigt.