Sandmanden
GYSER
10. april - 31. maj 2014
Skuespilhuset, Det røde Rum
Foto: Miklos Szabo
Den sælsomme godnathistorie om Sandmanden er mere en dyster formaning om søvn end en blid og kærlig invitation til en rolig nat.
Dramatikeren Astrid Øye har begivet sig ud på en mørk, tragikomisk drømmerejse i E.T.A. Hoffmanns klassiker ’Sandmanden’. Det bliver forrykt og komisk – men gyset, som får de små hår til at stå oprejst, udebliver.
”Det er en ond mand, der kommer efter børn, der ikke vil gå i seng, og så kaster han en håndfuld sand i øjnene på dem, så øjnene triller blødende ud af hovedet på dem.” Med disse ord er der lagt godt i ovnen for et gennemgribende gys, men når Anders Hove dukker op med hemmelighedsfuld mine fra scenens udspekulerede gemmesteder, mores jeg nærmere over hans tilstedeværelse; hans hvide strithår og hans insisterende ondskab. Men skræmt bliver jeg ikke.
Som tiden går, manifesterer historien om Sandmanden sig i al Nathanaels (Mikkel Arndt) gøren og laden og følger ham op igennem voksendommen. I hans kærlighedsliv, arbejde og i hans kunstneriske virke. Vanviddet er ikke til at tage fejl af, men det kuldegysende gys sker ikke proportionelt med det skingrende skøre.
Scenograf Palle Steen Christensen har skabt en vidunderlig scene – det sprutter, drejer og blinker i de mørke paneler under den dunkle belysning. Det føles som en gal videnskabsmands værk og er udsøgt i alle de skæve detaljer, der hjemsøger Nathanaels hjem.
Skuespillerpræstationerne er iøjenfaldende i ’Sandmanden’ – det teatralske udtryk i denne mørke beretning bliver krydret med indtagende realisme i særklasse. Men trods de gode omstændigheder, så er uligevægten imellem det uhyggelige og det sjove for tydelig.
En smuk forestilling med sublime skuespilkræfter bag, men i en gyser, skal gyset være på plads.