Inside Llewyn Davis
DRAMA
Premiere 6. marts 2014
Coen-brødrene skruer ned for humoren og op for idealismen i denne musikfilmsperle. Forventer man latterbrøl, som når man ser ’The Big Lebowski’, vil man blive skuffet. Forventer man spænding som i ’No Country For Old Men’, bør man finde en anden film at nyde sine popcorn til. Regner man med mærkværdige forviklinger som i ’Fargo’, må man gå tomhændet hjem.
For Coen-brødrene sparker med ’Inside Llewyn Davis’ en dør ind til et nyt publikum og en langt mere afdæmpet fortællestil. Plottet er skruet ned, mens musikken og følelserne brager ud i hovedet på publikum. Naturligvis er her masser af tossede karakterer, men de kommer aldrig til at overstråle den fine lille historie om folkesangeren Llewyn, der er født for tidligt til at blive en succes og derfor må hutle sig igennem Greenwich Villages spirende folk-scene kun få år inden, Bob Dylan bringer genren tilbage i folks hoveder.
’Inside Llewyn Davis’ er et ualmindeligt smukt tidsbillede af New York Citys tidlige 1960’ere. Ligesom i Coen-brødrenes ’A Serious Man’ går fortællingen langsomt, men bliver alligevel på forunderlig vis mere og mere fortættet. Llewyns dage går med musik samt med at tigge sig til en sofa hos bekendte, og titelrollen formidles til perfektion af Oscar Isaac, mens Carey Mulligan stråler i birollen som en kvinde, Llewyn er kommet til at gøre gravid. Denne dramatiske detalje bidrager blot til helhedsindtrykket af idealisten Llewyn Davis, der brænder for at spille sin musik, men som rykker tættere og tættere på at måtte tage et almindeligt job for at overleve.
Med Davis’ karakter taler instruktørerne til et markant yngre publikum, end de plejer, fordi musikeren går efter sin drøm om at være noget kreativt og ikke bare tjene penge. Det er nye filmiske toner fra Coen-brødrene, der virkelig fortæller et menneskeligt musikalsk drama, som måske ikke er inspireret direkte af Odysseen (ligesom ’O Brother Where Art Thou?’), men som i den grad er en fornemt faretruende indre rejse, der gør ’Inside Llewyn Davis’ til en af brødrenes mest rørende film til dato.