Snedronningen

Sjældent forkælet, forført og frapperet. Det kan godt være, at Snedronningen er iskold og spyer isnet ild, men vejen til hendes sneslot er fyldt med varme indbydende oplevelser, der fryder alle sanser.

En frappé af kamille, æble og sake giver os is i maven, imens vi enkeltvis får en intro til snelandskabet og dets dobbelttydige spejlegenskaber. Den kølige tråd, der løber gennem H.C. Andersens klassiske eventyr, er endnu mere markant i den moderne fortolkning af Republiques kunstneriske madteatertriade: Kok Mette Martinussen, scenograf Dorte Holbek og instruktør Martin Tulinius.

Man bliver hurtigt bevidst om ens forskellige roller i forestillingen: Som gæst lukkes man ind i et spejlkabinet og står helt tæt på lille Kay og den frosthvæsende Snedronning. Som publikum ser man, hvordan han føres væk af hendes kuldemagi. Og som deltager får man opgaver af Gerda til hjælp med at finde bedstevennen Kay – eksempelvis de karakteristiske røde sko.

Rejsen starter med en tur ud i Østerbros gader og et besnærende besøg hos Blomsterkonen, der byder på den vidunderligste hvidvin (fra Salta-provinsen i Argentina) og vitale grønsagsmiks. Under sin blondedragt beretter hun kryptisk om livets træ og spinner blomsterrouletten, der får betydning for deltagernes videre rejse. Inden da skal vi dog i kælderen eller baggården, hos henholdsvis lappe- eller finnekonen. En spøjs og sprød overraskelse.

Af eventyrets seks blomster fik jeg smørblomsten, og det udløste en klam, oversaltet sponge-snack. Men hele optakten i det gule rum er en eventyrlig helhed af dufte, lyde, intimitet og hemmeligheder, som får smørblomstkvindens ord til at risle ud. Men de er noget mere poetiske end den mareridtsagtige fabel hos prinsen i sengen ved næste stop.

Konstant nærværende er de forunderlige værter og værtinder – mest klædt i sort eller hvidt – der hviskende og fristende leder os på vej, udfordrer os eller forkæler os. Og i røverhulen kommer de virkelig tæt på! Jævnligt mærker man et pust i nakken, hvislen i øret eller fingre ned ad ryggen. Er de pludselig blevet krævende, eller måske endda farlige? Godt at der er masser af knive i nærheden – i jernlysekronen blandt andet.

Værtinden i midten af vores rundbord bruger også knive til at vifte tyvenallerne væk, men de vender tilbage, for de vil ha’ del i vores overdådighed af mad og drikke. Indimellem føles det som en vikingefest med tramp, råb og smovs. Det ultra-hotte nordiske køkken i sin rå og eksperimenterende form flyder i overflod – fra vildsvin, hare, beder og kartoffel til dessertoverraskelser, der kan smelte et hvert hjerte. Ligesom den skønne rødvin (Pomerol!) kan varme hele kroppen.

Og netop som vi er godt blødt op og varmet igennem dukker Snedronningen op igen med sine frostbidte grin. Og uanset om røverne vil spille, synge og danse så festen aldrig stopper, så skal vi jo videre til Snedronningens palads. Hvor vores tårer skal redde Kay og smelte is på spejlblanke flader.

En aldeles fabelagtig aften med sanserne i fuldt flor, der dog sagtens kunne indbyde til flere grænsesøgende udfordringer. Teaterdelen kunne snildt udvides – for trods man er på i fire timer, ønsker man bare flere eventyrligheder. Måske lidt for meget fællesspisning, for selvom det er supersjovt og -hyggeligt at falde i snak med andre gæster, så er det ultimative mål jo at leve sig ind i fortællingen og bruge sanserne udover det sædvanlige.

Så er man med på legen – med mad og performance – så skal man unde sig selv denne slags totaloplevelse. Personligt har jeg kun oplevet et andet sted så stemningsfyldt, smagsmættet og sanseforkælende: Madeleines Madteater – og der var Mette Martinussen også med i den kunstneriske kerne. Findes der en madgudinde må det være Mette – bliv ved, bliv ved!