Festen

De fleste har nok haft sære, intrigante eller storslemme oplevelser til familiefester, men denne er i særklasse styg. Hvis man troede ’Festen’ ikke kunne blive mere nedrig end Thomas Vinterbergs mesterfilm, så får man det serveret helt tæt på her. Så gennemført er madteaterfesten på Republique, at ikke engang alkoholen kan få den dårlige smag i munden til at forsvinde. 

Stemningen er trykket så snart vi finder vores pladser ved mega-langbordet i det blålilla-belyste lokale. Patriarken Helge (Waage Sandø) og hustruen Else (Stina Ekblad) inviterer til storfest og vi ved at han snart skal afsløres af sønnen Christian (Mikkel Arndt) med talen om incest. Alligevel har vi glædet os til ’Festen’ – men det er først, da vi istemmer den første sang om ”bedstefar, der er så sød og rar”, at dilemmaet begynder at snige ind: For hvordan har vi egentlig tænkt os at opføre os til dette familiefestdrama?

Den yngste søn Michael (Asbjørn Krogh Nissen) ekstensiverer nervøsiteten som en hyperaktiv bombe af en toastmaster, der forsøger at peppe selskabet med storkæft, syge anekdoter og en uskikket ’My Way’. Overfor ham er søsteren Helene (Natalie Madueño) meget smilende og overbærende, men sårbarheden lurer lige under den pæne overflade.

Scenariet omkring første ret er genialt tænkt og udført. Efter en lidt voldsom forcering af plastindpakningen bliver blækspruttecarpaccioen og de hvide asparges overhældt med syrnet fløde – og for at understrege symbolikken medfølger et ferieminde om Christians angst for blæksprutte. Og da næste ret serveres i to forskellige udgaver – grøn (ærter, spinat, citronmelisse) eller gul (zucchini, miso, karry) – er det med at få lækkerierne indenbords, inden den berygtede tale gør det svært at synke noget-som-helst. 

Hermed er det bedste mad også ovre – bortset fra en vidunderlig pausesnack af tyndslicet glaskål foldet om helleflyndertartar med snert af citronverbena. For herefter er de kulinariske udfoldelser så indsmovset i de gruvækkende episoder i resten af huset at det går ud over smagsfornøjelsen. Meget gennemført dramatisk, men ikke helt det kulinariske topniveau man er vant til og håber på fra madkonceptmager Mette Martinussen.

Torden & Lynild har skabt den enestående scenografi, og de fire familierum har hver sin særegne stemning af gru, panik og ensomhed. Lindas værelse er ren uhygge-terapi med spøgelsesagtige montrer; fars kontor er ligeså lækkert og dyrt som Michael er desperat og led overfor sine søskende; mors kølige porcelænsstue har huller som overrasker, ligesom hendes perfide stædighed. Men den mest overrumplende og originale location er Helges vinkælder, der associerer både fængsel og peepshow – skiftevis os og dem – imens der fedtes med institutionslignende mad på plastikbakker (og så alligevel Le Creuset-service).

Koordineringen er ligeså skarp som de likørdrinks, der flyder gennem huset, men man undgår ikke en vis distance i konceptet af afbrudte scener. Det kræver at man spiller med, men når man indlader sig på snak med de andre gæster er man jo sig selv i ens egen virkelighed, der ikke passer ind i dette familiespil, hvor man måske ville reagere anderledes.

Som gæster får vi skældud i kontoret, bliver snært nedstirret i vinkælderen og får en brat ende på kædedansen. Men føles det intimt nok, ondt nok? Alkoholen sløver eller pjanker nogen, imens andre er meget bevidst om totaloplevelsen og kommenterer alt livligt. Så engagementet til kalasen er ikke helt i vinkel, og vi bliver kun konfronteret i små bidder. 

Har man ikke fattet budskabet i de små rum, kommer det i spandevis med desserten: Kritikken af overklassen, der behandler hinanden og ikke mindst deres ansatte dårligt. Vi må selv mixe vores hirsegrød, rabarberkompot og tørfrosne knas – og nyde den selvom værtsfamilien er skredet. Der er blevet rusket lidt i vores kræve- og forkælelsesgen, og graver man lidt dybere mærkes den hykleriske tilstand man rammer, når man bliver ved med at deltage i afsløringerne og alligevel insisterer på at feste videre.

Følelserne balancerer på en knivspids her, og ’Festen’ er en modig og modbydelig festforestilling, der vikler sine gæster ind i det spil, der foregår til nogle familiefester. Du er selv med til at skabe dramaet – gildet eller tragedien. Velbekomme!