Processen

Den grå mur. Mesterforfatteren Franz Kafka ramte den ofte. Med faderen, på arbejdet, i sex, overfor kvinder og ikke mindst i forfatterdrømmene. En stor del af dette afspejles i hovedværket ’Processen’, hvor Josef K. går i baglås over samfundets normer og autoriteter. Det kan opleves til perfektion i Martin Tulinius’ mesterlige iscenesættelse på Republique, hvor den grå mur gemmer på sprudlende kreativitet.

Historien er den ultimative mareridtsversion af afmagt og undertrykkelse i det juridiske system. Uskyld er mindre vigtigt, og man vil med sikkerhed rammes af skyld. Mennesker kastes rundt i systemet, og deres søgen efter folk, der kan/vil hjælpe, er nyttesløs. Alle er syltet ind i regler og normer. Naturligvis med tydelige referencer til andre samfundsinstanser. Og nutiden.

Kafka-værker har altid haft tendens til det kringlede og komplekse, men i Astrid Øyes fortolkning bliver denne proces forståelig og tilgængelig på et højere plan. Uden at miste det absurde og groteske. Underfundighederne sublimeres af Martin Tulinius’ fantasifulde scenografi, der trods gråt i gråt gnistrer af liv og lyst.

Aldrig før har en mur være udnyttet så snildt, effektivt og overraskende. Her er lovens døre, samfundets skabe og sindets låger. I firkantet form, men så snirklet som muligt bag facaden. Hvor ting har deres plads, folk toner frem og alt kan forsvinde. Pryglekamre afsløres, labyrinter opstår og en blodrød bøddelskov kommer til syne. I gulvets lemme hersker kvinderne - kontormus og sexkillinger - overalt i Josef K.’s liv. De velkonstruerede billedtableauer fuldendes af sælsomme klavertoner og raffineret lyssætning, hvor især skygger føjer til frygtsomheden.

Alt sammen kraftfulde billeder på kontrasterne i Josef K.’s liv. Realismen og fantasien. Bureaukratiet, der styrer hans proces og drømmene, der dominerer hans sind. Jens Jacob Tychsen er en fryd som den uskyldige bankmand, der får at vide, han er arresteret uden at få en anklage. I jagten på vished og retfærdighed krakelerer alt, og Tychsen mønstrer en perfekt balance mellem dignitet og afmagt. Omkring ham er et firkløver af Karen-Lise Mynster, Troels II Munk, Morten Hauch-Fausbøll og Kitt Maiken Mortensen, der spiller flere roller til bravur.

”Det skal ikke siges om Josef K., at han intet forstod,” er en af de sidste replikker, han spytter ud i frustration. Josef K. kan intet stille op mod systemet, og nu må han tage afsked med manér. Og netop som man troede, det ikke kunne blive mere genialt, så topper Tulinius og co. med en eminent slutscene, som jeg vil huske resten af mit teaterliv. På den der helt sublime kafkaske facon: Absurd realisme og grufuld humor. ’Processen’ er genial og mesterlig. En ægte Reumert-kandidat på alle planer.