Hærværk

Ind i flasken, ned i akvariet, ud i skoven. Længsel og flugt er de store følelser i ’Hærværk’, men man mærker dem næsten ikke – hverken før, under eller efter rusen. Og oprøret drukner i langsommelighed.

Hovedtemaerne i Tom Kristensens nyklassiker fra 1930 trækker ellers solide tråde op til vor tid, hvor finanskrisen stadig udøver sit pres i hverdagen. Samfundsstrukturen er blevet mere og mere firkantet, og folk søger tryghed ved at lægge deres liv i fastere rammer. Borgerdyret her er Ole Jastrup (Rasmus Bjerg), hvis fortid som rebelsk kommunist er forputtet i familiehygge og fast job som litteraturanmelder, der konstant redigeres og underkendes. Da en gammel (Lars Ranthe) og en ny (Asbjørn Krogh Nissen) åndsfælle pludselig rykker ind på stuesofaerne, er oprøret nærliggende – men som Jastrup siger: ”En revolution i Danmark ville drukne. I grin!”

Så er der kun tilbage at gøre hærværk mod sig selv og sit eget liv. Jastrups nedtur virker en smule gammeldags, men der findes sikkert flere derude på bar-deroute, end vi tror – i hvert fald er danskerne blandt de nationer, der drikker mest. Mange lukker bare øjnene for det. Vi har nok i os selv, og vores sjæleliv er også gået i krampe. Dengang i 20'erne var det tabu på anden vis – præsten (Anders Hove) kalder det djævelskab – at interessere sig for sin sjæl. Så Jastrups mission om at finde mening via sjæledyk er dømt på forhånd.

Der er god stemning i Rune David Grues regi – særligt i drukscenarierne. Røg, lys og musik bidrager til autenticiteten – og nogle effektive videoprojektioner udvider festen til akvarie-, Tivoli- og skovture. Den daglige trummerum er vellykket og energisk illustreret af scenograf Steffen Aarfing med en slags livets karrusel, hvor små ensartede rum kører rundt som i et nedlagt hamsterhjul. En karrusel med de samme mennesker og lokaliteter, der trinvist bliver splittet ad i takt med Jastrups afsondring fra alt i hans liv.

Fuldskab er noget af det sværeste at agere, og Rasmus Bjerg gør det ganske godt som Jastrup, selvom der er lagt mere vægt på sumperiet end desperationen. Det trækker meget energi ud af forestillingen, der i forvejen er udfordret af sin langtrukne møven mod en noget ambivalent konklusion om længsel efter opbrud, hærværk og død. Tørrer druksvampen mon nogensinde ud, eller vil Jastrups sjæl for evigt vende tilbage til akvariet og skoven?