Madame Bovary

Jeg kunne ikke forestille mig en vigtigere problemstilling og kritik af det moderne samfund. Men det brøl, der må have baldret adskillige ruder i 1857, er svundet ind til en forudsigelig hvisken. En yderst samfundsrelevant historie om en kvinde fanget i forventninger og fordomme går tabt i kedsommelige og langtrukne scener.

Emma (Helle Fagralid) vil være fri og lykkelig. Derfor gifter hun sig med den godmodige Bovary (Rasmus Bjerg). Som lægens hustru kan hun blive et barn igen, fritaget for økonomiske bekymringer, uden ansvar for fremtiden. Og netop sådan bliver hun behandlet.

Emma spiller sin rolle til perfektion, men lykken vil ikke komme, ligegyldigt hvor mange gange gardinerne bliver slået fra og for. Emma belæres af sin svigermor (Helle Hertz), der finder hende for udfarende, og retter ind. Tomheden erstattes af en stor, flot mave og et nyt hjem, der dog med barnets ankomst fyldes af tusind grædende spædbørns stemmer.

Emma drukner. Hun gør i hvert fald et ihærdigt forsøg. I et samfund, der ikke tillader særlig mange facetter hos det kvindelige køn, afreagerer hun med piller, alkohol, silke, pels og lædersko.

Som et varsel om et kommende samfund tømt for omsorg og kærlighed, skildrer teksten lægefruens desperate forsøg på at bryde fri. Smuk, begæret, velklædt og uden vilje, uden styrke. Dette burde revse vores egne forestillinger om kønnenes roller i et samfund, der lovpriser kernefamilien.

Den charmerende klædehandler (Maria Rossing) rammer med præcision vores flugt ind i forbruget. Med en sprudlende sympati, der varsler trøst og lykkedrømme, klæder hun kvinden i den nyeste mode, så hun – svøbt i falsk omsorg – kan glemme, at hun er uforløst og ulykkelig.

For regningen skal betales. Om det så skal koste Emma alt.

Trods flotte skuespilpræstationer, velfungerende greb og politiske motiver går stykket i stå. Scenografien drejer rundt, så ægteparrets hus kan forvandle sig til prøverum og gravplads. Florlette hvide gardiner flyver ind på scenen, mens blinkende lys omringer fortællingen. Lige meget hjælper det, energien tabes på gulvet, tempoet er drevent, og man føler Emmas kedsomhed, hendes flaksen mod ingenting.

Hendes skæbne må gå sin gang, og sympatien for kvinden, der ender som et krævende, grådigt monster, svinder ind, længe før den har slået rødder. Den lille stue-flue bliver fejet væk af den drejende scenografi, og vi klapper pænt og høfligt.

Jeg beder til guderne om, at kritikken af et samfund bygget på profit og undertrykkende værdier en dag igen vil baldre ruderne som i 1857.