Kældermennesket

Fortæppet forsvinder med et smæld. Og der sidder han (Rasmus Bjerg). Det tager et øjeblik før øjnene finder ham blandt tusindvis af ansigter og kroppe, der pryder væggene i kældermenneskets kælder. Pornomodeller, politikere og buttede fortidsmennesker kigger ned på os. Alle verdens mennesker.

En seng, en lampe. En stol, en stige, en lolitadukke, et stort skrig af ensomhed.

Han har forladt menneskeheden, han har vendt os ryggen.

Efter at have modtaget en mindre arv har han isoleret sig for aldrig mere at vende tilbage. Hans dage minder frygteligt meget om firs procent af mine dage. Jeg har ikke droppet mit civiliserede liv, men jeg græder mine tårer over menneskets dumhed, tomhed, grufuldhed. Verden er af lave, dem der er i stand til at lalle rundt alligevel er afstumpede, det kan vi sagtens blive enige om, mig og ham.

Da det dog føles frygteligt meget som mig selv, bliver jeg også hurtigt træt af det. Denne selvoptagede klynken om en frygtelig verden. Et menneske, der søber rundt i fordærvethed.

Det er noget helt andet da den prostituerede Lisa (Kitt Maiken Mortensen) træder ind. Et rigtigt menneske omringet af alle hans papirvæsner.

I lyserød paryk og i et sidste håb om noget bedre har hun opsøgt ham. Hvor kældermenneskets lidelser finder sted på et idealistisk, filosofisk plan, er hendes lidelser ganske fysiske. Hun er konsekvensen af det samfund, han begræder. Hun er billedet på en milliardindustri af prostituerede overalt. Også her hvor vi bor i dag.

Portrætteret som en genstand, der skal symbolisere kældermenneskets ikke-evne til at elske andre, overtager hun billedet for mig. Hendes smerte flyder over og kommer til at stå tilbage som en halvt udvisket skygge i den klamme kælder.

Rasmus Bjerg kæmper med Dirch Passer-syndromet. Man har en ubændig lyst til at grine, når hans store, rare katte-ansigt belyses. Han gør det godt. Med en indre vrede og voldsom evne til at indleve sig i teksten, indtager han scenen og danser sin liderlighed og voldsomhed ud med lolita.

Desværre er den indædte vrede en smule ensformig, og man når ikke helt ind til ham.

Forestillinger på Det Kongelige har sine fordele. Scenografi, lys, lyd og skuespil er altid ekstremt professionelt og solidt. I denne omgang vil de os virkelig også noget. At det ikke rammer mig i hjertekuglen er knapt så godt. Min skulder er dog stadigt lettere øm.